Fotos: Julie Stenstrøm / NorthSide
Som det også var tilfældet med Mount Kimbie i går, var jeg på forhånd en anelse skeptisk omkring starttidspunktet for amerikanske The Brian Jonestown Massacre. For hvordan ville Anton Newcombe med bands udsyrede udskejelser samarbejde med den bagende eftermiddagssol og de nyligt vågnede festivalgæster efter en lang fredag aften med uendelige mængder fadøl indenbords? Svaret var: Overraskende godt. Det otte mand høje orkester fra San Fransisco virkede fra start oplagte på deres helt egen, sløve måde, hvilket stemte meget godt overens med publikums umiddelbare sindstilstand, og den psykedeliske vibe indfandt sig hurtigt på begge sider af scenekanten.
I front, eller nærmere betegnet: helt ude i den ene side af scenen, stod så Anton Newcombe, der denne lørdag både var fejlfri i sin vokalpræstation, men som derudover nok en gang gentog sin rolle som arrogant og diktatorisk frontmand og bandleder. De dysfunktionelle tendenser fra “Dig!” kom nemlig igen frem her i sommersolen (også selvom den 10 år gamle dokumentarfilm måske viser et noget farvet billede af orkesteret). Det skete, da Newcombe efter en lille halv time blev nødt til at stoppe et nummer efter første omkvæd, efter sigende på grund af en ikke helt korrekt stemt guitar.
»Jeg kan ikke spille med folk, der ikke ved, hvordan man stemmer en guitar«, »det er tredje dag i træk« og »siden hvornår er du begyndt at bekymre dig om at sutte?« lød det fra Newcombe over højtalerne. Den interne kritik lod til at underholde publikum ganske godt, som hvis farcen var en fast del af bandets repertoire, også selvom optrinnet i virkeligheden var dybt uprofessionelt midt i Newcombes påtagede professionalisme.
På trods af denne enkelte episode syntes man dog alligevel at kunne mærke et band, der var i balance med sig selv, publikum og musikken – både når musikken indledningsvis ramte en hvilepuls på nul, og når der afslutningsvis kom mere fart over feltet. Men hvor gode var The Brian Jonestown Massacre så? Jo, på 60 underholdende minutter formåede de at give det fremmødte publikum en solid start på festivalens andendag, hvor der hverken blev over- eller underpræsteret, og hvor musikken heldigvis tegnede sig for det mest markante indtryk. Når de var bedst, var det meget godt. Når de var værst, var det faktisk også godt.
Jeg ved ikke dog rigtig, hvad man ellers kunne have forlangt af Anton Newcombe og hans syv medsammensvorne, eller hvordan de i så fald ville have formået at levere det, for i sidste ende virkede lørdagens optræden blot til at være endnu en dag på kontoret for The Brian Jonestown Massacre: Velspillet psykedelisk og syret rockmusik med det obligatoriske interne skænderi var udfaldet, mens publikum hyggede sig på græsset. Det var fint – men så heller ikke mere.
