Plader

Viva Las Vegas: 2

Skrevet af Cæcilie Jessen

Viva Las Vegas bygger en fysisk lydcollage op nedefra, og det er umuligt ikke at blive påvirket – ja, medrevet. En postrock-plade af paradokser, der går godt i spænd med både morgensolskin og nattesind.

Det her er både solskin og mørke. Når man lytter med slukket lys og i ensomhed kryber 2 ind under huden og presser tankerne sammen, til man får hovedpine. Et rekviem for lyset forude, noget, der får en til at ryste på hænderne og skrige, så højt man kan.
Omvendt kan man i morgenens solskin mærke, at dagen bliver god, når Jose Luis Agado tilbagelænet synger “Oh my dear”¦“, mens man sover en smule mere, for gentagelserne og strygerne byder op til lur.

Alt her er paradoksalt. Pladen indledes med den lyse Mis tres dudas, og i hælene på den følger den dystre Centro geográfico, hvorefter det fortsætter på samme måde. Pladen skifter mellem på den ene side optimisme med en realistisk sans for tilværelsens dystre sider i behold og på den anden side det helt dystersorte – derude, hvor der ikke er håb tilbage.

Spanske Viva Las Vegas skildrer vores liv med deres postrock. Alt bliver levende, når det er disse toner, der er i høretelefonerne, mens man går. Bladene danser i takt til musikken, og træerne vajer, som var det dem, der spillede violinen. Numrene er gentagelser på gentagelser, der gradvist dækkes til af et tykt lag af strygere og støjguitar, så tankerne ledes hen på Viva Las Vegas’ åndsbeslægtede i A Silver Mt. Zion og Labradford, hvis musik rummer den samme dobbelthed af uhygge og sjælesorg.

No creo en ti varer over 13 minutter, og herefter lades lytteren tilbage i et hulrum – en lomme, hvor der stadig er ekko af den stille regn, der dryppede ned fra højtalerne. Der er uro i luften med trommerne, der forøger deres kraft og tempo, samtidig med at guitaren gentager en enkel lille melodi. Vi svøbes i et varmt tæppe af flydende lyde, mens vi befinder os i en mørk skov, hvor kviste knækker overalt og forvandler sig til uhyrer og flyvende hekse.

Noget udefinerbart stopper den her plade fra at ryge i top. Den skaber snigende kvalme og en mærkelig vekslen mellem behag og ubehag, men noget holder den tilbage. Måske er det alene genkendelsen af noget, der absolut er hørt før, men det burde ikke være dét, der gør det. Coverets svampemalede blå og manglen på skønhed spiller ingen rolle, for det er musikken, det gælder, og visse steder lyder det som lyden af noget fuldstændigt, men det stopper ved et punkt før det perfekte. Denne plade er et mysterium, der på det sidste minut hiver sig i land fra en bundløs sø, og guitaren løfter vores hager, så vi igen kan se fremad.

★★★★★☆

Leave a Reply