Jerry Fels: How to Make Enemies and Influence Strangers

Ordet ’finurlig’ vil forekomme en del gange i løbet denne anmeldelse. For dette ord passer temmelig godt på alt fra Jerry Fels’ overvejende guitarbaserede lofi over coverart og albumtitel til sangtitlerne og teksterne.
Kaster man eksempelvis et blik på mandens bagkatalog støder man på titler som I’ve Made My Bed and Now I’m Lying in It og The Album Is Also Called ‘The Short Happy Life’. Undervejs på dette album støder man på en hel del finurlige tekster i sange med lige så finurlige titler.

Det medfølgende pressemateriale slår dog også med andre ord fast, at denne skive er ret finurlig: “… if you’re hoping for Justin Timberlake then personally it’s my opinion that you should rethink what you are doing in life.” Så er dét på plads.

I Jerry Fels’ verden går minimalisme, humor, romantik og ægte følelser hånd i hånd. I løbet af de blot små 30 minutter, som How to Make Enemies and Influence Strangers varer, er man langt størstedelen af tiden i relativt afdæmpet selskab med en mand og hans guitar. Ved de første par gennemlytninger af pladen forekommer de meget simple sange en smule kedelige, for selv om der leges med især trommerne undervejs, sker der ikke det store. Det interessante ligger derimod i de små overraskende detaljer samt i teksterne.

For eksempel forekommer det på baggrund af den dominerende akustiske guitar pludselig temmelig grænseoverskridende, når sjette-skæringen “E.L.T.S.” indledes med en trommemaskine. Når så disse rytmer akkompagneres af linjer som: »Everybody likes the smell of their shit / like everybody likes the sound of their voice,« er finurligheden og det overrumplende til at tage og føle på.

Et andet godt eksempel på det mere overraskende er sangen “I Bet They Were Fucking”. Nummeret swinger nemlig med ganske muntre toner, alt imens der synges: »I bet they were fucking when I called / That’s why she didn’t pick up the phone.«
Lidt senere i beretningen giver Jerry Fels igen med ordene: »Don’t be mad if I don’t call you so often anymore / because I – just like you – got some fucking of my own to do« – ganske sjovt.

Skæringen “We Are Going to Die” er et af de mere mærkværdige indslag. Fokus er her rettet mod trommerne, som faktisk minder en del om rytmerne fra en stammedans, mens de mantralignende ord gentages igen og igen: »We are going to die.« Det er faktisk lige før, man ser for sig, at Jerry Fels og hans rejsekammerater hænger fastbundet til træstammer, mens et stammefolk i junglen rører i store sorte gryder.

En af de andre detaljer, der giver albummet et charmerende præg er, når Fels indleder det fine nummer “I Don’t Know What to Do” med at tælle: »1-2-3-4!«, hvorefter sangens første akkorder slås an, inden man hører et lettere irriteret »Damn it!« Fels tæller igen til fire, og den afvæbnende samt følsomme sang fuldendes.

How to Make Enemies and Influence Strangers blev nærlyttet af denne skribent i en periode, hvor sommervejret ikke ligefrem inspirerede en til at løbe glad og nøgen rundt i naturen. Faktisk stod barometeret på samme sted, som det gjorde midt i januar, alt imens regnen silede ned i flere dage i træk. Det var under disse barske vilkår for en varmehungrende bleg skandinav, at Jerry Fels’ album viste sig at være en god følgesvend. De tolv både eftertænksomme, sjove og meget nede-på-jorden-agtige numre kræver nemlig en vis ro og engagement af lytteren, inden man indser, at pladen både er charmerende og stærkt finurlig.