Den tankevækkende titel på Dreamends nye udgivelse vil man gerne have uddybet. Men albummet i sig selv er alt andet end tankevækkende. Med sine knap 40 minutter er det langt nok – og behøver ikke en uddybelse. Amerikanske Dreamend har udgivet deres andet fuldlængde-album på mindre end et år. Altså nogle produktive herrer. Men hvilke herrer, det her drejer sig om, er svært at finde ud af. I hvert fald oplyser hverken cd’ens cover eller hjemmesiden om deres navne.
Ikke desto mindre er pladen en realitet med flot cover af William Schaff (der tidligere har lavet coveret til Godspeed You Black Emperors Lift Your Skinny Fists…). Både coveret og musikken er i bedste postrock-stil, og første nummer åbner traditionelt blidt og drømmende. Senere melder sortere skyer deres ankomst, og det næsten 9 min. lange nummer veksler mellem det meget milde med små pling på xylofon og kaskader af guitarer og trommer.
Som genren ofte byder det, indeholder albummet også et nummer, hvor der hele vejen igennem tales henover musikken. Det er på In Her Little Bed We Lay Her, hvor en kvinde med amerikansk sydstatsaccent fortæller en ghost story. Det bliver imidlertid aldrig uhyggeligt og virker nærmere en anelse klistret med denne her fjollede og bevidst bondske accent. På det korte nummer Mary Cogswell & Fred Vaillancourt risler det dog lidt ned ad nakken. En tydeligt opskræmt damestemme fortæller et-eller-andet, der er svært at høre, og afslutter med panik i stemmen: “I don’t know what’s real anymore! ” – og et udbrud af lige så oprevne trommer og guitarer udløses.
Af og til forsøger Dreamend sig med vokal på numrene og holder sig dermed endnu en gang til postrockens konventioner. Men som de fleste andre forsøg er Dreamends heller ikke specielt vellykket. Tre steder prøver de sig frem. I New Zealand stoppes nummeret midtvejs og går over i akustisk guitar og flerstemmigt la-la-la, der ikke rigtig lyder af noget.
Den klagende vokal på den stille Iceland, er heller ikke meget værd. Hele tiden gentages den del af teksten, der lyder “I wake up yesterday“, og alt afhængigt af hvor sprogligt fokuseret man er, vil det måske eller måske ikke irritere én. Personligt kan jeg ikke lade være med få trang til at ruske sangeren og tvinge ham til at synge “woke“, selv om han sikkert ville komme med en smart forklaring på den sproglige tidsforvirring.
På Can’t Take You (Dif) er vokalen derimod god, og nummeret, der starter som enhver anden god alternativ rocksang, er ganske godt. Men desværre mister Dreamend grebet om nummeret i en mellemsektion. Her er både sang og et tykt, typisk postrock-lag af trommer og klirrende bækkener – der er ikke plads til begge dele, og nummeret kikser.
Dreamend er postrock fra mellemste skuffe. Hverken rigtig dårligt eller rigtig godt. Maybe We’re Making God Sad and Lonely er snarere en stiløvelse, der opfylder genrens spilleregler. Dét, genren kan, er at række langt ud over de forventninger, man normalt har til opbygning af rock, og nedbryde de kendte strukturer. Når genren mestres bedst, bruges det felt, der så opstår, til at overraske med musikalsk overdådighed, dramatik og skønhed. Dét formår Dreamend slet ikke at komme i nærheden af, og der er mange længder op til genrens virtuoser som f.eks. Godspeed You Black Emperor.
