Her på siden har vi fortalt historien om Scott Herrens (alias Prefuse 73, Savath & Savalas m.fl.) umådelige arbejdsiver så mange gange, at det snart må være nok. Ikke desto mindre er det imponerende, at Atlantas stolte søn kan blive ved med at udgive så meget materiale af så høj kvalitet, som han gør.
Imidlertid har Herren haft svært ved at begrænse sig. De to seneste Prefuse 73-plader har begge været umanerligt lange og haft så mange numre, at man som lytter næsten ikke kunne rumme at høre pladerne fra ende til anden i ét hug. Derimod har Herrens ep-udgivelser generelt holdt et særdeles fint niveau, og Reads the Books er ingen undtagelse.
Ep’en bygger på, at den vældigt anmelderroste amerikanske folktronica-duo The Books har givet Scott Herren adgang til deres grundmateriale, som han derefter har omarrangeret.
Herren gav allerede på albummet Surrounded by Silence, der udkom for nogle måneder siden, en enkelt prøve på sin nyfortolkning af The Books. Nummeret “Pagina Dos” optræder også hér og virker stadig friskt og optimistisk med sit knipsende beat og hoppende brudstykker af guitar og banjo.
“Pagina Tres” beretter på fornem vis om, hvor subtil en producer Herren kan være. Her flimrer og glimter lys, fingerspillet strygerklimpren mellem Herrens hiphopbeats, mens en stump af et spansk ord bliver loopet og lagt i rytmiske mønstre, der giver nummeret dynamik. Kombineret med kortvarigt støjende guitarflader giver den hektiske ordstump nummeret noget anspændt over sig – lige indtil ordet endelig får lov at blive udtalt uden at blive skåret itu. En simpel, men effektiv spændingsopbygning.
Men hektisk er nu ikke noget gennemgående nøgleord for denne Prefuse 73-udgivelse. “Pagina Cinco” bevæger sig snarere over i et roligt, eftertænksomt folk-univers. Det sløve beat er godt nok relativt tungt, men celloen er tydelig og får lov at spille ubrudte melodier, og dens klagende toner tilfører Prefuse 73-universet en afdæmpet følsomhed, der er særdeles klædelig.
“Pagina Seis” er et af de få numre, hvor man genkender stumper af The Books’ originalmateriale og kan høre, hvilke plader og numre de kommer fra.
Men det gør slet ingenting, at ep’en ikke er en decideret remixplade. Herren har fået frie hænder til at skabe sine helt egne numre ud af The Books’ råmateriale, og han har sakset på kryds og tværs.
Selv om Herrens energi-overskud er en af hans store forcer, er det glædeligt, at han i respekt for The Books’ lyd har lagt bånd på sig selv og sørger for at gøre plads til, at guitaren og celloen kommer til deres ret – samtidig med at han giver numrene en regelmæssig hiphop-fremdrift, som man ikke umiddelbart kunne have forestillet sig, at The Books’ folk-instrumentering ville passe til.
Men decideret overraskende kan man ikke kalde pladen. Lyttere, der kender bare lidt til Prefuse 73, vil få svært ved at blive rystet over beatprogrammeringerne i sig selv. Og selv om det er bemærkelsesværdigt, hvor naturlig sammensmeltningen af Herrens og The Books’ lyduniverser virker, er deres musikalske udgangspunkter ikke voldsomt forskellige.
Ikke desto mindre lyder “samarbejdet” så ubesværet, at det er svært at forestille sig, at dette samarbejde ikke dukker op igen på et eller andet tidspunkt.
Imidlertid minder “Pagino Ocho”, der lyder som noget fra sidste års Savath & Savalas-ep Mañana, lytteren om, at Herren for længe siden har annonceret, at han har nye udgivelser på vej. På afslutningsnummeret spreder Claudia Maria Deheza nemlig sin lyse og luftige vokal over Herrens blidt glitchende underlægning og giver dermed en forsmag på, hvordan det album, som de to efter sigende allerede har færdigindspillet, kommer til at lyde.
Men mens Scott Herren altså halser videre mod nye udgivelser, er det på sin plads at stoppe op et øjeblik og anerkende Herrens gendigtning af The Books som det bedste produkt fra hans hænder de seneste par år.
