Stilmæssigt er Begonias en skøn blanding af harmonisk country med en rod i både singer/songwriting og americana. Duoen Cary/Cockrell har lidt af hvert med i rygsækken, og Caitlin Cary har blandt andet været violinist i Whiskeytown.
Udgivelsen er dog ikke hverken en klon af fortiden eller et forsøg på at genskabe en succes, men billedet af en organisk duo, der har noget på hjerte og formår at skrive kvalitetslyrik ud af halvtomme klichéer eller hverdagens små banaliteter. Af samme grund kan det undre lidt, at de har valgt at indspille to covernumre til Begonias, for deres eget materiale står langt stærkere.
Two Different Things sætter cd’en i sving med både klagesang og kompleksiteter. “What I want and what I have are two different things” Smerten kommer fra Thad Cockrell, hvor imod honningen drypper fra Carys fløjlsstemme. Begge har den drevne countrynasal, og kombinationen af de to divergerende udtryk fungerer rigtig godt.
Instrumenteringen består mest af pedal-steel og akustisk guitar, violin, organ og trommer, med et pift af bas og harmonium, som ikke forsøger at drive gæk med de klassiske dyder indenfor countrygenren, men til gengæld holder et solidt og altid velfungerende klassisk udtryk.
Man kan ikke undgå at fornemme Ryan Adams-spøgelset, når man lytter til numre som Second Option og Conversations About a Friend, og der kan ligefrem opstå tvivl om, hvem der roterer i afspilleren, men de stærke bånd til tidligere arbejdspartnere og inspirationskilder bliver pakket godt ind af sange med et helt andet udtryk, der er med til at retfærdiggøre tilbageblikket.
Please Break My Heart er et af de gode eksempler på, hvordan man kombinerer pedal-steel og to sjæle med hver deres tungebånd. Sangen fremstår som en dialog mellem den enkle guitar og de sørgmodige individer, der afgrænser et minefelt af melankoli og sender svar retur med anmodning om at blive såret.
Whatever You Want er et andet godt nummer, som virkelig får Caitlin Carys violin frem i lydbilledet. Den banale kærlighedssang drives nærmest frem af en viljestærk vokal og et iørefaldende omkvæd.
Dansable og glade linedance-kaskader dukker (desværre) op på Don´t Make It Better, og det klæder ikke udgivelsen, at tempoet sættes op med vuggende country, der skal få skørterne til at svinge. Det er de blødende sange, der tager stikket hjem på Begonias
Hele albums udelukkende med duetter er efterhånden en sjældenhed, og selv om der er parret flere legender i countrymusikken, står duoen Cary/Cockrell som lidt af et særsyn anno 2005.
Det, der får Begonias til at hæve sig en anelse over verandaen, er det fine vokalarbejde, der præger lydbilledet. Det skal være hangen til gedigen country og knaldgod mand/kvinde-vokal, der skal bære en investering i dette album, og har man savnet en erstatning for Gram Parson/Emmylou Harris, er det måske den rette måde at få genetableret de følelser.
