Talking Heads-frontmanden David Byrnes sidste soloalbum hed Grown Backwards.
Og det er da meget muligt, at han med alderen er begyndt at føle, at det går den gale vej med væksten – men han er i hvert fald ikke vokset fra at eksperimentere.
I lørdags var der nemlig fernisering på et nyt værk fra Byrnes hånd i kunsthallen Färgfabriken i Stockholm: et interaktivt værk, der befinder sig i grænsefladen mellem installations- og lydkunst.
Playing the Building, som værket hedder, går i al sin enkelhed ud på, at publikum kan spille på den nedlagte fabrikshal. Nede på gulvet står et lille orgel, og hver eneste tangent er forbundet med ledninger og slanger, der sætter gang i hamre, der for eksempel dunker på bygningens vægge, eller puster luft ud gennem ventilationsrørene, så de begynder at lyde som gigantiske, rungende fløjter.
Udstillingen er åben indtil d. 13. november, og Sveriges Radio P1 har lavet et indslag om den, som kan høres hos svenskerne.