Poeten Shawn Carter sagde engang: »I got 99 problems / but a bitch ain’t one«; så heldig er The Magic Numbers’ Romeo Stodart ikke. Om han har helt lige så mange problemer som hr. Carter er uvist, men det med kællingerne, undskyld, kvinderne, er ikke helt problemfrit for The Magic Numbers’ sangskriver, og det kan så sandelig høres på kvartettens debutalbum.
At Romeo Stodart bruger det meste af albummet på at berette om sit ulykkelige kærlighedsliv, betyder dog ikke, at The Magic Numbers’ musik er langsommelig eller depressiv. Der er i stedet tale om en lys og let omgang 60’er/70’er-pop. Men modsat de fleste popbands kan The Magic Numbers’ musik ikke nydes lige med det samme. De første gennemlytninger får albummet til at lyde mere fersk og kedsommeligt, end det i virkeligheden er. Men efter en fem-seks gennemlytninger sker der noget: Sangene har gnavet sig fast i hjernebarken, og pludselig hører man de finurlige små detaljer, der gør albummet til en positiv overraskelse.
“Forever Lost” er en fremragende introduktion til The Magic Numbers’ univers: Bassen er melodisk, guitarerne er på én og samme tid knivskarpe og milde, og melodien er intet mindre end berusende. Men bandet har konstant overraskelser i ærmet, som når Romeos søster Michele og bandets andet kvindelige medlem Angela Gannon overtager sangen i et minuts tid med de gentagne linjer »looks like it all went wrong / what am I to do?«, før omkvædet igen brager ud – denne gang tilsat håndklap. Det lyder ikke af meget på skrift, men det er disse små detaljer, der løfter The Magic Numbers’ musik til noget, der er værd at bruge tid på.
Endnu bedre er “The Mule”, der gang på gang mister tempo for så på overrumplende vis at genvinde et imponerende stærkt drive, når guitarerne inciterende stemmer i, og ledsager Romeos fortælling om, at han er en »no good gambling man / who’s been hurt so many times.« Men det er ikke alt. Mod slutningen gøres stemningen endnu mere intens ved at tilsætte en fyrig blues guitar, hvis beskidte riffs gør sit til, at det ellers pæne lydbillede bliver flænset.
Imponerende er ligeledes den fuldstændig uimodståelige utroskabshymne “Long Legs”, hvor en ikke synderligt sympatisk opførsel på uforståelig vis nærmer sig det sympatiske. Dette skyldes nok den fjerlette friskhed, som sangen får via sine vidunderligt fremadrettede guitarriffs, håndklap, og de underskønne vokalharmonier, som bandet gang på gang formår at udnytte på ufatteligt effektiv vis.
Men der er ikke kun positive ting at sige om The Magic Numbers’ debut. Med sine 13 sange og en samlet spilletid på over en time er albummet for langt, og det er ikke svært at finde tre sange, der sagtens kunne være skåret fra. Åbningsnummeret “Mornings Eleven” er en forfærdelig umelodisk start på albummet og hører slet ikke hjemme på et så melodisk forfinet album som dette. Ligeledes kunne de to afsluttende ballader, “Try” og “Hymn for Her” sagtens undværes. Bandet har ikke helt så meget styr på balladerne som uptempo-sangene, men det er kun disse to, der falder helt igennem.
Endvidere har albummet også en tendens til at blive lidt for pænt. Det er en imponerende flot og detaljeret vellyd, som bandet har frembragt, men det er til tider også deres svage punkt, eftersom man godt kan savne dissonante elementer, der giver nogle ridser i lakken. Men det er et mindre kritikpunkt, fordi The Magic Numbers på imponerende vis har formået at kombinere det vellydende med det velkomponerede, og derfor er albummet aldrig stil uden indhold.
Brian Wilson vil utvivlsomt elske dette album, og det vil du sikkert også, hvis du har den mindste interesse i vellydende retropop. Det er ikke nødvendigvis et album, der vil røre din sjæl, men det er imponerende god pop, der ikke kun besynger “jeg elsker dig, og du elsker (ikke) mig”-klicheerne, og det sker desværre alt for sjældent. Skal The Magic Numbers have relevans i fremtiden, skal de nok udvide paletten en smule, men indtil videre er dette et virkelig flot debutalbum, de kun kan være stolte af.
