Nogle vil måske mene, at dét at placere Désormais i båsen ‘folktronica’ er at strække betegnelsen lidt for meget. Ikke desto mindre består Désormais’ tredje plade af en grænsesøgende blanding af på den ene side guitar samt strygere og på den anden side hvæsende, uhyggelig elektronik. Det er bestemt ikke vanlig folktronica a la The Books eller Tunng, og der er ingen skrøbelige, klikkende passager. Dead Letters to Lost Friends er snarere et forrevent og virkelighedsudfordrende album.
Det er i hvert fald til tider svært at forstå, at lyduniverset på duoens nye plade kommer fra den samme verden som én selv. I stedet lyder det, som om canadiske Mitchell Akiyama og amerikanske Tony Boggs har skruet sig frem til en frekvens, der giver adgang til en slags lydlig parallelverden, hvor musikalske stemninger på én gang skifter lynhurtigt og umærkeligt. Der er i hvert fald masser af skrattende mellembølgestøj, inden violintoner med ekko-effekter, der gynger som bølgetoppe, finder vej til “Sand Claims”. Og i “This Ship Sinks Sideways” navigerer duoen den kæntrende skude frem og tilbage mellem hyggelige guitarmelodier og urolig knitrende ambient med største selvfølgelighed.
Violinen går igen i “Salt Eyes Fuck Yeh”, hvor den får nummeret til at svulme, mens svirrende metallisk støj skærer tynde revner under den. Det hele er lettere foruroligende og lyder som et filmsoundtrack, der har ligget længe under åben himmel og er blevet tyndslidt af vind og vejr.
Åbningsnummeret lyder med sin bumlende akustiske guitar og sin varme bas umiskendeligt som organisk folk, og da tempoet og rytmen skifter efter et minuts tid, er det den letteste sag i verden at se de to for sig, mens de smiler til hinanden i studiet af bar tilfredshed med nummerets fængende udvikling.
Det smil har de bare aldrig sendt.
Désormais er nemlig ikke nogen traditionel duo, idet Akiyama bor i Montréal, mens Boggs opholder sig i Cincinatti. De to har ikke spillet nogen passager i samme studie, men siden den sidste plade, iambrokenandremadeiambroken, er det blevet lettere at komme til at tro, at de to udgør en normal duo. Især når de med “Hell n’ Ohio” og den aldeles urovækkende “If People Could Fly They’d Likely Have Talons” afsøger et skramlet mødested mellem Broken Social Scenes mest støjende forsøg med instrumental indierock og Do Make Say Thinks kortfattede postrock-klimakser.
Det er langtfra så umiddelbart indtagende, når de rumlende, sitrende droner i “Drowning in Place” tager fat. De kræver stor koncentration og har svært ved at trænge ind og sætte sig fast. Men omvendt er de som mange andre passager på pladen garanter for, at der er masser af lyt forude, for der er hele tiden nye ting at komme efter.
Det demonstrerer den vidunderligt betitlede “I Wore Water Wings But the Chlorine Still Stings”, hvor spinkel akustisk guitar og knitrende elektronik akkompagnerer samplede børnestemmer, der muntert fortæller om et eller andet (måske om en tur i svømmehallen?). En vedholdende skratten bryder ind og udvikler sig til ildevarslende, skærende støj. Nummeret bevæger sig ud ad kringlede, usikre veje, men lyder aldrig ens to gange efter hinanden. Nogle gange lyder det som soundtracket til regnvejrsmandage i betonbyer, og andre gange er det historien om at blive blasert og vokse fra glæden ved at fortælle om alle de små ting, man har oplevet.
Désormais har pr. langdistance skabt en underlig, forunderlig og underfundig samling lydcollager. Enkelte steder er eksperimenterne ved at kamme over, og så gør det bestemt ikke noget, at der rundt omkring på pladen er ligefremme og decideret fængende numre, som man ikke først er nødt til at befri for en skrattende støjindpakning. Her kan man komme til kræfter, inden man på ny borer sig ned i Akiyama og Boggs’ omskiftelige hybridmusik.
