Plader

Maritime: We, the Vehicles

Maritime har været på tidsrejse til 60’erne. Der fandt de ‘melodisk’ og ‘lalleglad’, som de tilførte lidt energisk melankoli og dernæst kombinerede med en nutidig, glat produktion. Udfald: endnu et asylband, der gerne vil ind i poprock-land.

Maritime kom på banen forrige år med ep’en Adios, dernæst med albummet Glass Floor, og nu er de aktuelle igen med We, the Vehicles. Og hvis ikke jeg havde gjort mit forarbejde og lavet min research, som det nu oftest er påkrævet som anmelder, havde Maritime ved første lyt været et nyt, upcoming, nordeuropæisk, 60’er-inspireret band med ørerne godt og grundigt begravet i tidens glade, melodiske poprock-trend.

At Maritime derimod er amerikanske – nærmere bestemt fra Milwaukee – var bestemt ikke min første indskydelse. Jeg ville heller ikke lige have budt på, at bandets medlemmer næsten alle har en mere eller mindre indie-sprælsk fortid i henholdsvis Pavement, The Dismemberment Plan og The Promise Ring. Overraskende nok har de snart ældre herrer nemlig valgt at ride derudaf på en mainstream-agtig og velkendt bølge, og der lægges bestemt ikke skjul på bandets happy-go-lucky-udtryk, ligesom associationer til den glade ende hos Travis og Escobar heller bliver tilbageprovokeret.

Åbningsnummeret hedder “Calm”, og det afspejler egentlig meget fint, hvad vi – eller hvor lidt – vi får præsenteret på de efterfølgende numre. Melodisk er det skam udmærket, vokalen er lækker og cremet og går godt i spænd med det instrumentale, men opbygningen er ordinær og kedelig, og ved en gennemlytning af hele pladen er det hverken et nummer, der huskes eller skiller sig ud.

Lidt anderledes ser det ud i “Tearing Up the Oxygen”, der fænger en del mere rent melodimæssigt, og guitaren og vokalen følges ad i et tilbagelænet tempo. Dog er den igen gal med den overordnede opbygning; nummeret er simpelthen for forudsigeligt, og den prikkende 90’er-synth i omkvædet er mere overflødig og ‘vi gør det, fordi man kan’-agtig end nødvendig.

Kedsomheden gør første gang for alvor sin entre i det temmelig charmeløse og ensformige “People, the Vehicles”, mens “Parade of Punk Rock T-shirts” trods alt fænger med et Phoenix-lignende og uptempo flow og mod slutningen skæve, cirkusrelaterede instrumentalsammensætninger, der dog i sidste ende sluttes af med en akkord, der fader. Øv! Til gengæld får vi derpå smidt endnu en lalleglad hymne af sted i “We Don’t Think, We Know”, der ud over at være omgivet af en peppet 60’er-tåge også frembringer nylige minder om Sondre Lerche – desværre uden selvironien.

Og sådan fortsætter det; nummer på nummer af mere eller mindre kække velspillede- og producerede popsange, der hver især i første omgang er behagelige og catchy, men som aldrig helt når ud over den ‘na-na-la-la’-skabelon, de er skabt ud fra. We, the Vehicles er et ligetil album – og oftest lidt for nemt at fortære, faktisk. De 11 numre indeholder næsten alle nogle gode, easy-going melodier, der fiser ind og klæber sig fast, indtil de dog ved tredje gennemlytning falder af og svinder ind i blide kedsomhedskramper.

Problemet med We, the Vehicles er i bund og grund, at det ikke helt er til at greje, hvor Maritime egentlig vil hen med pladen, for original er den ikke, og den lugter heller ikke af at være et springbræt til noget mere alsidigt eller alternativt. Tværtimod flyder den afslappet og ustresset på en middelmådig overflade sammen med alle de andre poprock- udgivelser, der hungrer efter at blive bjærget af det store, lyserøde mainstream-tankskib. Hvis det er det, de søger, skal de endelig fortsætte med dét, de laver nu – hvis ikke, skal der andre, dybdegående og kreative boller på suppen, medmindre Maritime udelukkende vil ende som ligegyldig baggrundsmusik på 14-årige teenagepigers pigeværelser.

★★★☆☆☆

Leave a Reply