Siden han i 2003 trådte frem under aliaset Rumpistol med albummet af samme navn til generelt gode anmeldelser, har der været nok at se til for Jens Berents Christiansen. Tiden efter udgivelsen af debutalbummet har Christiansen dels brugt på koncerter i ind- og udland, dels på at videreudvikle sit eget electronica-label Rump Recordings. Sidstnævnte aktivitet har i løbet af sin to-årige levetid ud over Rumpistol kastet compilationen Rump Comp Volume One og Welcome med veteranen Jesper Skaaning alias Acustic af sig.
Til gengæld har man ud over enkelte bidrag på forskellige kompilationer ikke hørt så meget nyt musikalsk fra labelbossen. Men det bliver der nu ændret på med den finurligt betitlede Mere rum.
Det oplagte følgespørgsmål må så være, hvad der er sket rent musikalsk i de mellemliggende godt to år? På den ene side ikke så frygtelig meget, for Mere rum placerer sig ligesom forgængeren inden for den lytteorienterede, instrumentale electronica som eksempelvis landsmændene Sofus Forsberg, Thomas Knak og førnævnte Skaaning også gør sig i. Albummet er på den anden side langtfra blot en gentagelse af debuten, for det mærkes, at Christiansen siden sidst har udviklet sig markant som komponist og arrangør; det høres i detaljen.
For selv om musikken på overfladen med sin rolige fremdrift og eftertænksomme klange ikke giver sig ud for så frygteligt meget, vrimler det i den boblende understrøm med interessante lydbilleder, opklippede reallyde, eksotiske klange, akustisk guitar, legetøjsinstrumenter, saxofon, melodika og komplekse beatkonstruktioner. Og de er i albummets konstante små forskydninger af stemning, rytmik og tempo, at den musikalske udvikling bedst illustreres. Dette fungerer på bedste vis i blandt andet den blidt flydende åbner “Overtone”, den fermt modulerende “G.T.” og den langsomt sugende “Tape Swamp” (der vækker minder om den fremragende “Morgenfugl” fra debuten).
Om den tiltagende kompleksitet skyldes “tekniske opgraderinger”, som pressemeddelelsen hævder, eller blot det faktum, at Christiansen har haft et par år til at videreudvikle debutens kompetente, om end respektfulde omgang med genrens konventioner, er svært at sige – men egentlig heller ikke så vigtigt, når nu skidtet gennemgående virker efter hensigten. Det er svært ikke i al stilfærdighed at lade sig indfange af albummets veludviklede sans for mættede stemninger, hvor øst møder vest, nat møder dag – alt sammen orkestreret med overskud og overblik.
Til gengæld kan man godt tage sig selv i at savne lidt flere pangfarver undervejs. Det ville klæde musikken, hvis der nogle steder blev eksperimenteret med et vildere og mere pågående udtryk – mere ståluld i øregangen – først og fremmest som en modpol til albummets behageligt tilbagelænede natur, hvilket er en kombination, man aner antydninger af i afslutningsnummeret “Vuggelise”. For heri ligger muligheden for at tilføje endnu flere niveauer og betydningslag til musikkens i forvejen veludbyggede, musikalske konstruktioner – og for at undgå den snigende, velklingende monotomi, der heldigvis sjældent stikker sit café-glatte fjæs frem.
Mere rum er klart anbefalesværdig og understreger i endnu højere grad end forgængeren, at Jens Berents Christiansen har overbevisende styr på sine virkemidler og overblik over, hvad han vil med dem – og derfor er han værd at holde et vågent øje med fremover.
