Pieta Brown blander country, folk og blues til en behagelig og melodiøs samling sange, der glider stille og roligt af sted uden fare for, at nogen falder af undervejs. Hendes lydunivers bevæger sig langsomt, men sikkert under kyndig vejledning af guitar, trommer og lap-steel.
En formel, der er afprøvet adskillige gange, og Pieta Brown skaber ingen revolution på området.
Smukt og blidt åbner hun med “#807”, der som en tidlig morgenballade fører ind til et album, der er som en nyasfalteret vej med mange bløde kurver. Ufarlig, behagelig, men også lidt ensformig. Hendes vokal er fløjlsblød, mild og kælende, hvilket står godt til guitarspillet, der sagtens kan tåle samme prædikater.
Decideret rock bliver der aldrig tale om, selv om der sker lidt mere på “4th of July” og “Tears, Won’t Do Any Good”, der med et lidt skarpere guitarspil og lidt sporadisk hammondorgel øger tempoet, men rigtig farligt bliver det aldrig.
Og det er problemet med In the Cool: Der er for lidt bid i både musik og lyrik. Det er pænt og velspillet, poleret og ukantet produceret uden nogen alternative tilgange, til trods for at albummet er indspillet live i studiet.
Pieta Brown synger om gode gamle klassiske temaer som kærlighed og tab, der dog ikke behandles hverken vredt eller melankolsk. En linie fra “Still Around” siger det hele: »Blue sun, red sky / No need now to say goodbye / It’s all the lies turned down / I wish you were still around.« Det er simpelthen for pænt og tandløst.
Så må man jo fokusere på selve musikken, der heller ikke skaber den gåsehud eller de løftede øjenbryn, der kunne rykke noget. Melodierne er iørefaldende og pænt arrangerede, og instrumenteringen behandles klassisk og behersket. Ingen vilde udskejelser eller modsatrettede tendenser, hvilket holder enhver potentiel mystik ude af Browns univers.
Sangene fremstår troværdige, og der er ingen tvivl om, at Pieta Brown via sin far, Greg Brown, har fået Highway 61-rytmerne tatoveret ind i hjertet. Hendes blend mellem country, blues og folk lykkes ganske fint.
Men samlet set er det dog et lidt skuffende album, fordi Pieta Brown ikke forsøger sig ud på dybere vand, hvor forudsigeligheden forsvinder, og hvor man begynder at snappe efter vejret.
Er man til Sheryl Crow uden alt for meget rock, kan man måske finde en god grund til at lave en investering i In the Cool, men ellers vil jeg til enhver tid anbefale Pieta Browns inspirationskilder.
