»Once I wanted to be the greatest,« synger Cat Power og åbner dermed sit nye album, der trods titlen ikke er et opsamlingsalbum. Det er muligt, at Cat Power er holdt op med at ønske at være Den Bedste, men det ændrer ikke på, at hun er kendt som en af De Bedste inderlige singer/songwriters.
Bag det pudsige kunsternavn Cat Power står amerikanske Chan Marshall, og The Greatest er hendes syvende album. I begyndelsen var Chan Marshall mere rå – som på Myra Lee fra 1996, der har mere rockband og mindre stemme over sig. Siden har stemmen dog udviklet sig til at blive Cat Powers primære instrument – helt fremme i lydbilledet og meget vedkommende.
Hen ad vejen er sangskrivningen (og altså stemmen) blevet det vigtigste i Cat Powers numre – på baggrund af en enkel opbygning med guitar eller klaver. Denne lyd er blevet Cat Powers kendetegn, og hendes hidtidige højdepunkt, You Are Free fra 2003, er det bedste eksempel på, hvordan hun mestrer sit udtryk til fulde.
Åbningslinien på The Greatest fortæller os måske også, at Chan Marshall med tiden har givet sig selv lidt mere spillerum. Hun har tilladt sig selv at slappe mere af uden altid at behøve at være Den Bedste. Det kan høres på det nye album, hvor hun leger med nye genrer og inspirationskilder. Albummet er indspillet i Memphis, hvor Chan Marshall har fået en række af byens bedste musikere til at medvirke, og The Greatest er blevet en krydsning mellem Memphis-country og -soul og Cat Powers typiske lyd. Blandt de medvirkende er brødrene Mabon “Teenie” Hodges på guitar og Leroy “Flick” Hodges på bas, der har arbejdet sammen med bl.a. Al Green.
De mest rendyrkede country-numre på The Greatest er “Empty Shell” og “Islands”, hvor der gøres kraftigt brug af hhv. violiner og pedal steel. “After It All” er derimod en soul-sag fyldt med fløjt og livligt klaver.
Som noget nyt, der også i høj grad er med til at skabe Memphis-lyden, er der trompet og saxofon på næsten alle numrene. Samme funktion har det kor, Chan Marshall har lagt på sin sang. Koret fungerer rigtig godt og sørger for, at der kommer langt mere ud af vokalerne – hvad enten stemningen skal være munter eller melankolsk. F.eks. hæver det titelnummeret op til at være den perle, det er – bestemt albummets stærkeste nummer. Og i “Lived in Bars”, hvor den sidste tredjedel folder sig ud til et virkelig dejligt og livfuldt nummer med netop koret og blæserne som største aktører.
De mere muntre toner fra Memphis følger ikke med til albummets afslutning, hvor de to sidste numre har en anderledes mørk skygge. På “Hate” er Cat Power tilbage til roden med en enkelt guitar og stemmen. En dyster sag om selvmordstendenser, der vidner om Chan Marshalls stadig vanskelige sind. Sidste skæring “Love & Communication” er ligeledes et mere mørkt nummer, her i form af rock uden country eller solskin, hvor Cat Power nærmere lægger sig op af PJ Harvey.
Cat Powers Memphis-eventyr og flirt med soul, folk og country er vellykket, men dog ikke værd at ønske sig mere af. For på The Greatest er det de “traditionelle” Cat Power-numre, der er de bedste. De smilende country-numre når ikke helt samme højder, men er mest friske pust indimellem. Marshall er talentfuld, og hun vil formentlig kunne gøre det godt inden for mange forskellige genrer – forhåbentlig vil hun vandre videre og prøve kræfter med helt andre ting på næste plade.
Uanset hvad står Cat Power endnu stærkt. For dét, der længe har været kernen i hendes musik, består endnu. Kernen er dén, hun mestrer så godt – nemlig hendes stemme og hendes måde at bruge den. Uden nogen krøller synger hun “lige ud” og med en ærlighed, der er inderlig og rørende. Og når stemmen altid er forrest i lydbilledet, kan man ikke undgå at møde Chan Marshall og tænke over hendes ord, som hun deler ud af med en helt unik oprigtighed.
