En lille, sand fortælling fra den anden side af Nordsøen:
Der var engang to mennesker, der mødtes, fordi et helt tredje menneske havde en vision om, at disse to individer ville skabe fantastisk musik sammen. Intet skete dog i begyndelsen – bortset fra at de to flyttede ind sammen.
I den lille lejlighed i Londons centrum begyndte der så efterhånden langt om længe at opstå søde toner; i de sene nattetimer blev der fiflet med en firesporsbåndoptager, vokaler og sære ting, man kunne sample – og som tiden gik, fik de to mennesker navne. Den ene kom til at hedde Mr. L, den anden Little G, og til sammen blev de til Team LG, der lavede adskillige ep’er, som hurtigt spredtes i Londons undergrund. Meget romantisk – indtil de gik fra hinanden, vel at mærke. Her slutter historien dog ikke, for parrets meget entusiastiske venner startede deres eget label, Kennington Recordings, hvorfra de nu udgiver Team LG’s “best of”, også kaldet The Way We Do It, bygget på ep’erne.
Denne første og sidste udgivelse fra ex-kæresteparret rummer 13 numre, der emmer af den slags intimitet og spontanitet, der jo må opstå, når et par nyudklækkede turtelduer leger med musik før daggry. Men fælles for alle skæringerne er, at de er dæmpede og blide – og bygget op på det samme, elektroniske grundlag med et utal af samplede lyde, der alle er til for at opretholde den samme, melankolske stemning, som i alle mulige lette udklædninger gør sig gældende gennem hele pladen.
Første nummer er titelnummeret “The Way We Do It” – en titel, der straks repræsenterer duoens umiddelbare, autodidakte statement og idé. Første lyt tegner godt; Little G’s stemme, der i øvrigt minder (lidt for) uhyggeligt meget om en blanding af Leslie Feists og Didos, smyger sig henover samples og xylofon. Som på stort set hele pladen, er det den temmeligt svævende og hverdagsrelaterede lyrik, der gør sig gældende: »… the pulse of thought / the day is on my side / But there are things I think I need / Nothing changes life / it’s the way we do it / it’s the way we know it well…«
Mere messende og indelukket bliver det i “These Things Happen to You”, hvor det er Mr. L’s dybe og luftige Ian Brown-agtige vokal, der er i front. Nummeret har mange stemningsmæssige og instrumentale ligheder med noget, Aluminium Group kunne have fundet på – bortset fra, at der ikke sker nogen dynamisk eller melodimæssig udvikling, og vi bliver hverken efterladt med noget videre originalt, udviklende eller udfordrende. Anderledes ser det ud i “On Fire”, der har noget dejligt 80’er-luftigt over sig. Den samplede harmonika giver nummeret et specielt og alsidigt præg, efter at den efterhånden lidt for farveløse vokal desværre allerede her er blevet trættende og næsten udmattende.
Herfra går det så ned ad en meget lang bakke i meget lang tid. De efterfølgende seks numre er og bliver direkte kedelige og søvndyssende – især med det evigt tilbagevendende klokkespils-nørderi, der ellers virkede så fint og nyt i titelnummeret – ubehaget går dog nogenlunde i sig selv i det sjove, lidt spøjse og naive bossa-poppede “No Fun”, der trods alt vinder en del på charmen og den finurlige, skæve tekst: »You’re a shark in the dark / a big spark / But even you are over before you begun / maybe if you bought a pony like I asked / you’re no fun.« Albummet afsluttes med det stilfærdige, simple, hjerte/smerte-tæskende “Over and Out”, der afslutter albummet med et inderligt, skrabet og sårbart punktum.
Mere kommer vi altså ikke til at høre fra Team LG, men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for verden har trods alt set og hørt nok af den her slags. At parrets venner fandt musikken så fremragende, at den måtte udgives er en fin og fri tanke, men man fristes til at tænke, at den hører bedre hjemme på et kunstmuseum for boheme-undergrundskunst (ja, overdrivelse fremmer forståelsen).
Bevares, en del af numrene har uden tvivl noget intimt, specielt eller originalt at byde på, og havde albummet bestået af disse fem før omtalte skæringer, havde det lydt meget mere af lovende kvalitet end af kvantitet og fornemmelsen af spild af tid, der i det store hele desværre må blive konklusionen på den her slags nostalgiske navlepilleri.
