For nylig sagde Marc Kellaway (Vinyl Dog Joy, The Cat Box Quartet) i et interview, at han godt kunne forstå, hvis electronica-lytterne var ved at være trætte af, at der er akustisk guitar på snart sagt alle electronica-plader. Og der er i sandhed blevet spillet mange ligegyldige, livløse guitarmelodier rundt om hos alskens laptop-nørder de sidste par år. Hvem ved – måske startede de alle sammen på deres pladeprojekter sådan cirka samtidig; og så er det bare synd for dem, der var så langsomme til at snøvle sig færdige, at de kom sidst med deres bud på guitar-inficeret electronica?
Og dog. Jeg håber i hvert fald, at jeg havde været i stand til at gennemskue, hvor lidt franske Depth Affect egentlig har at byde på, også selv om deres debutplade Arche-Lymb var udkommet for to år siden. De holder deres stil virkelig sikkert – det er bare ikke deres egen.
I stedet er Arche-Lymb på trods af enkelte flagrende omveje mestendels en ligegyldig og alt for flink gentagelse af den glitch-spækkede fortolkning af hiphoppen, som f.eks. Machine Drum og Prefuse 73 introducerede for snart en håndfuld år siden.
Man skal endelig ikke tage fejl af Depth Affects evner. Arche-Lymb er, hvad alle de tekniske detaljer og finishen angår, et udmærket stykke laptop-håndværk – men det er svært ikke at blive lidt irriteret, når de hvinende synths, der fletter sig ind i beatet i “One Micron Barhead”, lyder helt ustyrligt meget som lige netop Prefuse 73 anno One Word Extinguisher. Ikke at der er noget i vejen med at hugge fra de bedste – man skal altså bare helst selv kunne tilføje et eller andet godt og særegent.
Det er fint-fint at høre Depth Affect mixe hurtig, klimprende guitar med et nærmest lofi-skramlet human beatbox-agtigt beat i åbningsnummeret, og Florida-rapperne Cyne gør det glimrende i “One Day or So”. Imidlertid står alt for meget af Arche-Lymb i kontrast til den konfrontationslystne ballademager-ungdom, som Cyne-rapperne fortæller om at vokse fra.
Ikke sådan at forstå, at alt på Depth Affects debutplade er blødt og mildt – der er skam nogle habile beats indimellem. Både det scratch-plettede, kraftfulde rytmespor i “OD-MF-Side” og det huggende beat i “Sarah Carbone” (sidstnævnte krydres på virkelig ferm vis med stumper af kvindevokal) vækker lytterne og sætter gang i nakken. Men selv disse ved første ørekast stærke beats er ret hurtigt glemt – og efter en håndfuld gennemlytninger er der ikke flere overraskelser gemt i dem.
Så er der straks mere ved de to franskmænd, når de vover at lade være med at være flinke og upbeat (og lader være med at spille guitar). “Blinzeln Blumen” stryger, især når man hører pladen i høretelefoner, mod hårene ved hjælp af nogle meget markante stereoeffekter. Den rystende ambient gennemsitres af glitch-stumper, og ved totalt at fjerne lyden skiftevis i venstre og højre side bygger duoen på ret så elegant vis rytmespor ud af tomrummene.
Knap så udfordrende, men endnu mere uventet og uforudsigeligt er “Vegetable Valley”, hvor tøvende glitch-ambient og siden et lidt kedeligt knasende beat i løbet af kun et par minutter vokser til nærmest storladne beatlandskaber, som derefter bliver til noget i retning af gyngende dub.
Men den slags langtidsholdbare overraskelser har Arche-Lymb i sandhed ikke mange af. Set i forhold til sine forgængere i legen med at blande electronica og hiphop bliver Depth Affects plade aldrig rigtig fængende eller videre grænseudfordrende. I stedet glider den sikkert og roligt ned ad en ikke specielt gylden middelvej. Og fra den position har pladen virkelig svært ved at overbevise om sin eksistensberettigelse.
Det er for åbenlyst, at melodierne er ligegyldige og bare er der for at være der, og når de stærkeste beats heller ikke sætter tydelige spor, er der ikke den store tvivl: Niks, Arche-Lymb har ikke nogen dyb effekt på lytteren.
