Og mens vi venter på anden halvdel af NMEs Hype ’em Hard Awards-show, skal vi have en kort reklamepause:
Får du tandløs radiorock nok? Jeg gik rundt og troede, at jeg gjorde, men My Architects var ikke helt enige. Derfor har de fremstillet Grand Designs, der er rig på patos og lyttevenlige melodier, og tilmed er så letfordøjelig, at den kun skal have en enkelt tur i din cd-afspiller, før den er gennemtygget. Her er ingen ubehagelige bivirkninger såsom svimmelhed over kompleksitet eller længere ventetid på synlige resultater. Virkningen er øjeblikkelig, og det bedste er, at du bare kan læne dig tilbage og slappe af, mens musikken flyder ind af det ene øre og ud af det andet. Det er glansfuldt, skinnende rent produceret af den destruktivt effektive James Sanger, som også har poleret lydbølgerne hos Keane og U2. Selv Aid Burrows’ vokal er blevet pudset tilstrækkeligt mange gange til, at ingenting irriterer. Fint, ikk’?
Holder du af den art popsensibilitet, Coldplay og Travis er eksponenter for, men mener du, at der er lige lovlig meget kant i ovennævnte bands, er dit nye favoritband her: My Architects. Tidligere kunne jeg gå rundt i ugevis og kæmpe for at få opholdstilladelse i diverse sange, men de engelske debutanter er særdeles gæstfrie og allerede fra “Airborne”, som indleder albummet, kan man mærke fyldigheden i produktet og en uhørt brugervenlighed.
Der er altid rart i Grand Designs, og selv om der måske er lidt sørgelige regnskyer rundt omkring, behøver du ikke være bekymret for vejret. Det er jo bare kulisser det hele, og de er ikke engang håndmalede. Bare rolig, her er ingen risiko for ubehag. Mørket i “Under the Pines” er halv-gennemsigtigt, så du kan se, at der ikke er monstre under sengen, og selv om det er lige ved at gøre ondt, er lydbilledet så bedøvet, at du kun mærker et lillebitte prik. Kom bare indenfor. Her sker ingenting, og alle sangene er fængende og milde mod ørene.
Men hov! Hvad er nu det? I “What Would You Do?” løfter arkitekterne lidt af sløret af deres ellers så overmodne konstruktioner. Den akustiske guitar gør det hele en smule mere menneskeligt, og for en kort bemærkning kommer der lidt på spil.
Nej-nej, du behøver ikke gå endnu. Det var en falsk alarm. En mindre kortslutning i systemet – det hele er, som det skal være nu. Læn dig bare tilbage, og spis en riskage. Så er der i det mindste noget at tygge på, og det går endda glimrende til musikken. Begge ting smager af luft.
Det tager kun 32 minutter, men My Architects vil så gerne have, at du bliver i deres Grand Designs lidt længere. Og det er egentlig helt forståeligt, for hele seancen er glemt ligeså snart albummet slutter. Det hele er nemt, hurtigt og billigt. Og i bund og grund stærkt utilfredsstillende.
