“Goodbye to radio / goodbye to the things that we know“, synges der undervejs på Treeful of Starling. Hawksley Workman har tilsyneladende opgivet at blive popstjerne. I hvert fald for en stund. Den canadiske excentriker har i stedet leveret sit til dato mest afdæmpede album.
Her er ingen malplacerede hitlistehåb eller generøse bonusnumre, som ellers mere har været reglen end undtagelsen på hans tidligere udgivelser. Ni numre, 35 minutter, og det er det. Pladen er på en måde en naturlig udvikling fra den tre år gamle Lover/Fighter, hvor de skæveste kanter første gang blev slebet af med et mere regelret udtryk til følge. Alligevel er der alenlangt fra forgængerens pågående, let forcerede rocksange til den vuggende rytme, der angives fra start i “A Moth Is Not a Butterfly”, og som stort set følges albummet ud. Hawksley Workman har blandt andet brugt den mellemliggende periode på at spille ydmyge, akustiske opvarmingsjob for sin unge landsmandinde og muse Serena Ryder, og det er måske en del af forklaringen på, hvorfor han har haft lyst til at indspille netop dette album.
Under alle omstændigheder er ydmyghed et af nøgleordene i beskrivelsen af Treeful of Starling – på trods af den lettere bombastiske undertitel ‘hymns for a dying planet and a culture in decay’. Og når Workman flere gange undervejs tager netop et begreb som verdens undergang op i teksterne, er det hverken som dommedagsprofet eller ængstelig tilskuer. Hver gang er det i rollen som den håbløse romantiker der bare leder efter essensen: »When society crumbles and everything’s gone / the cars are all rusted away (…) So what then? / You and the candles will be all that I need.« Savnes den vilde side, entertaineren og neoglamrockeren, så overhovedet? Både og.
En af Hawksley Workmans helt store styrker hidtil har netop været, at han gik helt til stregen i sine musikalske arrangementer og imponerende vokalpræstationer. Indimellem har han da også mere eller mindre frivilligt trådt ganske eftertrykkeligt over på den ‘forkerte’ side, men generelt har det været langt mere fascinerende end tåkrummende at følge de halsbrækkende forsøg udi en ny “Bohemian Rhapsody”. Det ændrer dog ikke ved, at det på Treeful of Starling er en sand fornøjelse at fange den mest tænksomme og koncentrerede side af Hawksley Workman. Alvoren klæder ham, og den afdæmpede sangstil bringer samtidig større fokus på de små, fine brudstykker af henholdsvis desperation og håb i fraseringerne.
Det er da heller ikke sådan, at Hawksley Workman helt forsøger at gemme sin karismatiske sangstil bort. Der er blevet plads til den flabede gadedreng i “Hey Hey Hey (My Little Beauty)”, som dog falder en smule til jorden i den større sammenhæng. Og i pladens mest livlige nummer, den banjodominerede “When the Mountains Were the Seashore”, der er som taget ud af soundtracket til Brokeback Mountain, lufter Workman sine karakteriske ulvehyl og rusker grundigt op i lytteren.
Kontrasten er til at føle, når Hawksley Workman efterfølgende slår over i sit allermest sørgmodige med den smukke, men smertefulde “It’s a Long Life to Always Be Longing”, hvor det for en gangs skyld er svært at få øje på håbet. Langsomt løses tingene dog op i “Goodbye to Radio”, og i den afsluttende “Ice Age” summeres hele albummet op i karrierens måske flottest opbyggede nummer. Fra et pianofundament tilsættes langsomt flere instrumenter; først trommer, derefter trompet og til sidst en sjældent velplaceret saxofonsolo, der giver nummeret en nærmest fanfare-lignende klang. Når vokalen samtidig lyder bedre og ærligere end nogen sinde før, er der ikke meget andet at gøre end at overgive sig: »It’s gonna be nice days in the ice age.«
En yderst opløftende afslutning på et album, der både tematisk og musikalsk er en del mere indadvendt end vanligt. Hawksley Workman i slowmotion er stadig et lysende talent, og selv med et par halvanonyme numre er Treeful of Starling andet og mere end et mellemspil. Om det er et pejlemærke for kommende udspil er nok mere tvivlsomt, for selv om han her gør et behjertet forsøg, kan Hawksley Workman næppe holde sig selv i snor i længden. Og gudskelov for det.
