Kan det tælles på en hånd, hvor mange bands der inden for det seneste år – ja, blot den seneste måned – er kravlet op fra et usselt kvarter i en engelsk storby og har profileret sig med beskidt, rå og simpel rockmusik? Næppe.
Redjetson deler baggrund med adskillige aktuelle, engelske bands, og det bringer allerede fordomme frem: endnu en plade med ligefrem, letfremkommelig rockmusik i et rasende tempo. Hurtige takter, masser af distortion og en hvæsende vokal. Har vi efterhånden ikke fået nok?
Lykkeligvis er fordomme til for at blive gjort til skamme. Især med Redjetsons debutplade, New General Catalogue, der gør netop dét. Vi bevæger os væk fra det hidsige, bragende og skramlende og mod det melodiøse, skønne og storladne – en skøn forløsning.
Redjetson er et seks mand stort orkester, hvoraf tre af bandmedlemmerne spiller guitar. Det giver en naturlig overflod af gennemgående simple temaer, maleriske lydflader, melodiøse passager og kraftfuld samstemmighed. Samtidig giver det frihed til individuel udfoldelser, og de gør pladen udfordrende for ørerne i kraft af de mange divergerende musikalske udtryk, der fremkommer under overfladen af det grundlæggende tema. Og blot ganske, ganske sjældent presses distortionpedalen i bund, og det sker kun, når det kommer som en naturlig del af klimakset på det enkelte nummer. Til gengæld får vi i flere af numrene masser af reverb og klang, der gør udtrykket fyldigt og omfavnende.
Samtlige numre (ja, samtlige!) er bygget omkring en crescendo-struktur. Alle indledes enten med en sløv, slæbende guitarpassage eller langsomme, bløde bækkenslag, der fungerer som det skrøbelige fundament, hvorpå resten af nummeret bygges. Alle numrene arbejder sig således frem mod et klimaks af voldsomme trommeprygl, kulminerende guitartemaer og en slagkraftig vokal for til sidst at slutte, hvor de startede.
Det lyder umiddelbart ufatteligt kedeligt, men det overraskende er, at Redjetson rent faktisk præsterer at holde lytteren opmærksom og interesseret, for den konstante udvikling gennem numrene skiller dem samtidig fra hinanden, og trods den sammenfaldende opbygning flyder det ikke sammen i en stor rodebutik. Numrene behøver ikke høres i pladens sammenhæng og kan sagtens plukkes ud og høres individuelt. Skal ét i den sammenhæng fremhæves, er det “A Reptile, Cold Blood”, der ganske enkelt er en genial, stemningsfyldt, melodiøs rockkompostition, der trænger langt ind under huden.
Men det kunne ønskes, at pladen havde flere afstikkere fra den sammentømrede struktur. Det er som sagt ikke ufatteligt kedeligt, men det bliver lidt ensformigt i længden. New General Catalogue er veldrejet, velovervejet og velkonstrueret, men i længden mangler der udfordring for lytteren og afbræk i strukturen. Lidt mere adspredelse, tak.
