Brother Danielson, Danielson Famile og nu bare Danielson, har siden debuten i 1995, A Prayer for Every Hour, udgivet musik under skiftende navne, men de har alle dage været synonymt med den i New Jersey bosatte sanger og sangskriver, Daniel Smith. Gennem tiden har han fået hjælp af venner og i særdeleshed af familie til at forme sin kristent funderede udgave af en avantgardistisk og lettere psykedelisk folk-rock.
På Ships bidrager stort set alle medlemmer af Danielsons familie samt forskellige venner endnu en gang til den følsomme rockfest – deriblandt Sufjan Stevens, hvis kærlighed til fløjter, klokker og blæsere anes i pladens afkroge som i “Kids Pushing Kids” og i slutnummeret “Fine Stars and Two Thumbs Up”. Generelt høres det, at netop Smith og Stevens’ musikalske præferencer ikke ligger langt fra hinanden. Vandene skilles dog ved Danielsons trang til den disharmoniske, syrede detalje og det fremadrettede riff.
Der er dømt energisk rock, som nærmest giver mindelser om Håkan Hellström, på skæringer som “Cast It at the Setting Sail” og “Did I Step on Your Trumpet” – sidstnævnte undskyldende sangtitel er i øvrigt et rammende billede på den lidt akavede, men underligt charmerende sensitivitet, som kendetegner det meste af Ships.
De skæve, men gode melodier står i kø på albummets 11 sange, og generelt virker det til, at Danielson har ladet sin kreativitet få meget frit spil. Der er ikke nogen særlig begrænsning at spore i udtrykket, og sangene virker hverken fortænkte eller særlig fornuftige. De lider ikke af den lidt tøvende og kontrollerede tilgang til sangskrivningen, som man af og til møder hos kolleger i genren.
Tværtimod har Danielson modet til at smadre krystallen, så den gode melodi, som mange sangskrivere ofte vogter så forsigtigt over, splintres til en mere kantet og vild musik. Skønheden er således mere flygtig, men bestemt til stede. Der hviler en meget ren og umiddelbar musikalsk energi over Ships. Det er, som om Smith har henholdt sig til de umiddelbare indfald i skabelsesprocessen og derved har skabt en række glødende og utæmmelige popsange.
En indvending imod den side af sagen er, at energien paradoksalt nok kan virke en kende udmattende. Alt med måde, som man siger, og der er altså ikke meget luft i sangene. Arrangementerne er indviklede, tempoet er højt, og instrumenteringen er bevidst rodet og kompleks. Sangene kan i deres gøglede vildskab være lidt vanskelige at indfange, fordi de meget sjældent lægger sig til ro, og oven over det hele svæver Smiths skingre helium-vokal og giver helheden et lettere excentrisk ansigt. Mere tilbagelænede numre som “When It Comes to You I’m Lazy” og “He Who Flattened Your Flame Is Gettin’ Torched” kompenserer dog for dette ved at trække tempoet ud og pulsen ned for en stund. Vigtige sange, som ved deres tilstedeværelse skaber et nødvendigt rum til de øvrige.
Den kompleksitet og umiddelbarhed, som sangene på én gang besidder, gør Ships til en både krævende, givende oplevelse. Når man har lært den insisterende og overgearede overflade på musikken at kende, begynder melodierne lige så stille at stikke hovedet frem i sollyset – og det med en sjældent hørt ægte energi. Ships er lyden af kreativitet, der ikke ønsker at blive tæmmet.
Lyt til “Did I Step on Your Trumpet?”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/trumpet.mp3]