Siden Interpols glimrende albumdebut, Turn On the Bright Lights fra 2002, er det ene postpunk-inspirerede band efter det andet blevet spyttet på gaden. Men kun et fåtal af dem har haft noget nyt eller særligt at byde på. Canadiske The Organ er ligeledes fascineret af de tidlige 80’ere og ikke mindst Interpols store inspirationskilde Joy Division. Spørgsmålet er så, om The Organ har nogen eksistensberettigelse blandt de talrige navne, der sværger til samme musikhistoriske periode?
Udgivelsen af debutpladen Grab That Gun kan sagtens retfærdiggøres. Ikke kun fordi bandet har visse kvaliteter, men så sandelig også fordi de adskiller sig fra de fleste ligesindede bands. Og så skal The Organ heller ikke affærdiges som et medløberband, der forsøger at ride med på en retrobølge, inden den skyller ind på land. I hjemlandet Canada har debuten nemlig snart to år på bagen, og så er det ikke engang bandets første udspil. For fire år siden, altså samme år som Interpol albumdebuterede, udgav The Organ ep’en Sinking Hearts, som leverer næsten halvdelen af sangene på denne plade.
Derfor bør det ikke lægges bandet til last, at Grab That Gun først har fået europæisk distribution i år; på et tidspunkt hvor postpunk-genren – i alle dens afskygninger – hænger de fleste langt ud af halsen.
Hvad er det så, The Organ kan? Jo, deres miks af lyden hos store 80’er-koryfæer er veltilrettelagt og veludført. Den fineste bedrift, åbningsnummeret “Brother”, er et fint eksempel på, hvilke plader de fem bandmedlemmer har råhørt på teenageværelset og siden hen stjålet fra. Det starter med Ashley Webbers markante, Joy Division-lydende basrytme, der bærer melodien hele nummeret igennem. Bassen får glimrende selskab af Debora Cohens ringlende guitar, der lyder som noget, Johnny Marr kunne have kreeret hos The Smiths. Og frontmanden i dét band, Morrissey, har inspireret på vokalsiden. For Katie Sketch leverer teksten med en diktion, der har store fællestræk med Moz’ sangteknik.
Altså: Joy Division plus The Smiths er lig The Organ. Selv om referencerne er meget tydelige, er der langt til tanken: “Hvilket plagiat!” For bandets rapserier er sammensat til et særegent og personligt udtryk. Og især “Brother” er en særdeles velsmagende Joy Division/Smiths-cocktail.
Denne cocktail indeholder såmænd også et skvæt The Cure. Mest på grund af det instrument, som bandet er opkaldt efter: orglet. Pladen er dog ikke sovset ind i orgellyde. Når orglet ikke er en markant del af lydbilledet – som eksempelvis melodibærende underlægning i “Steven Smith” – ligger det effektfuldt i baggrunden. I afslutningsnummeret “Memorize the City” får det dog lov at tilrane al opmærksomhed, for det er et halvt minuts gotiske orgeltoner, der runder pladen af. Denne outro, der kan ses som bandets visitkort, strider mod alt, der er gået forud.
The Organs musik er ikke særlig mørk og dyster, men er på sin vis en poppet modsætning til Interpol. Tekstuniverset er dog fyldt med så megen tristesse og sørgmodighed, at de fem pigers mascara må løbe ned ad kinderne, når de fremfører dem. Til den efterårsmelankoli, der gennemvæder pladen, er det æstetisk smukke cover, som er holdt i rene linjer og jordfarver, en passende indpakning.
Det niveau, “Brother” indleder pladen med, bliver ikke helt tangeret på resten af pladen. Generelt er der for få variationer, så sangene stikker meget lidt ud fra hinanden. Desuden kan Katie Sketch’ vokal blive en smule anstrengende i længden, da den ikke besidder den store spændvidde. The Organ bør nydes i små doser, men det er heldigvis, hvad den halvtimelange plade er, så på Grab That Gun fungerer det canadiske femkløvers fastlåste, men gennemførte og stilsikre koncept og udtryk rigtig fint.
