Amerikanske Quasi bestående af det tidligere ægtepar Sam Coomes og Janet Weiss er på ingen måde ubeskrevne blade på den musikalske trækrone. Forsanger Coomes har tidligere trådt sine barnesko i orkestret Heatmiser, der blandt andet bestod af nu afdøde Elliott Smith. Trommeslager Weiss har sin daglige gang i det glimrende amerikanske damerockband Sleater Kinney. På trods af et mislykket ægteskab har Quasi formået at sætte sig ud over deres uoverensstemmelser, hvilket indtil videre har resulteret i udgivelsen af nu syv album over lige knap 16 år.
Man kan på mange måder sige, at Quasi er en svær størrelse at kategorisere. Dette er til gengæld også en væsentlig faktor, der er stærkt medvirkende til bandets charme. Det tætteste, man kommer en egentlig kategorisering, må være orkestrets svage lighed med amerikanske bands som Built to Spill og Sebadoh.
Musikken på bandets foregående udgivelser er oftest kaotisk, skramlet og dyster med tekster, der kredser om død og menneskelig desperation. Og When the Going Gets Dark er med sange, der emmer selvdestruktivitet og kaos, ingen undtagelse.
Musikken hører hjemme i de sene nattetimer på et tilrøget værtshus, hvor samtlige gæster har problemer med at holde sig oprejst, fordi rummet ikke vil holde op med at dreje rundt. Det er i hvert fald den fornemmelse, man får, når man lytter til When the Going Gets Dark. Denne svimmelhedsfornemmelse er dog ikke ubetinget en dårlig oplevelse.
Det glimrende åbningsnummer “Alice the Goon” er et udmærket eksempel på den overordnede kaotiske tone, der præger hele pladen. I dette nummer rammes lytteren hårdt mellem ørene af et lydscenario, der gør det svært at vide, hvilket ben man skal stå på. Nummeret er sat sammen af skramlende guitar, klimprende keyboard, manisk trommespil og en hysterisk skinger vokal. På trods af denne forholdsvis kaotiske tilgang til musikken fungerer nummeret dog, som det skal. Det er faktisk svært ikke at blive revet med.
På trods af det generelle kaos har piben fået en anden lyd i forhold til de tidligere udgivelser. Coomes’ keyboardspil dominerer ikke længere det musikalske territorium i samme grad, men er ofte afløst af bluesinspireret guitarspil. Dette klæder lyden og er med til at udvide det musikalske udtryk. Denne musikalske udvidelse finder man f.eks. i “The Rhino” – en hårdt svingende sag med sumpet bluesguitar, som det er meget svært at blive træt af. Endvidere er Sam Coomes en kompetent sangskriver, hvilket yderligere hæver niveauet.
Pladens ubetinget bedste nummer er titelnummeret, der holdes oppe af Coomes’ stemme og et særdeles smittende melodiforløb. Desuden giver Coomes i dette nummer plads til ekskonens vokal, der fungerer som en glimrende kontrast til den mandlige vokal.
Muligvis for at give deres musik et tiltrængt frisk pust har Quasi allieret sig med produceren Dave Fridmann, der blandt andet har produceret for Low og The Flaming Lips. Fridmann løser opgaven og hjælper dermed Quasi videre i deres musikalske udvikling.
Quasi har med udgivelsen af When the Going Gets Dark ikke genopfundet hjulet, men mindre kan naturligvis også gøre det. Som orkester vil Quasi altid være et interessant bekendtskab med masser af glimrende musikalske strenge at spille på. Dette er måske i virkeligheden alt, hvad man som lytter kan forlange af et orkester.
