Da Sonic Youth udsendte Sonic Nurse i 2004, var der flere anmeldere, der brugte formuleringen, at Sonic Youth havde lavet “lige netop den plade, man kunne forvente”, når man tænkte på, hvor bandet befandt sig i et efterhånden langt karriereforløb. Og dét var en god ting, forstod man – for Sonic Youth havde stadig masser af energi at byde på.
Med Rather Ripped har Sonic Youth så lavet lige netop den plade, man kunne frygte. Det er helt i orden at hævde, at bandet ikke for alvor har skubbet til nogen grænser, siden Washing Machine udkom i 1995. Men der er blevet ved med at være en sammenbidt indædthed i bandets musik, og det har til fulde retfærdiggjort, at newyorkerne er blevet ved med at udgive plader.
Men frygten har ligget og luret før hver ny plade – for hvor længe kunne bandet blive ved med at finde næring? Og hvad ville der ske, den dag hvor vildskaben forsvandt? Svaret findes på Rather Ripped – og det er kedsommeligt.
Sonic Youth lægger ellers rigtig godt fra land med den vidunderligt friske Kim Gordon-sang “Reena”. Melodilinjerne perler og fletter sig ind i hinanden, mens Steve Shelleys dundertrommer bliver ved med at skubbe nummeret fremad. Der er en uforlignelig, smittende sødme i Gordons konstatering af, at »you keep me coming home again« – og havde det da bare været de ord, man som lytter kunne hæfte på Rather Ripped.
I stedet er der mere symbolik i, at titlen på det næste nummer, “Incinerate”, betyder ‘at brænde noget til aske’. For ærligt talt virker Sonic Youth en smule udbrændte. Sådan cirka al den galskab og gnist, som gruppen demonstrerede på sidste års Roskilde Festival, er blevet dæmpet ned på Rather Ripped. Det eksplosive er væk, og næsten alt er så pænt og velkørende, at Sonic Youths særpræg er svært at få øje på. I stedet får vi et dusin sange, der i høj grad lyder som uengagerede genindspilninger af numre fra de to seneste plader, Murray Street og Sonic Nurse.
Helt grelt er det, at “Jams Run Free” og især “Turquoise Boy” stort set bare gentager “I Love You Golden Blue” fra Sonic Nurse. “Turquoise Boy” er så rent og pænt, at det lige så godt kunne have været en langstrakt Coldplay-intro, og det er ved tredje og fjerde gennemlytning nærmest uoverskueligt at skulle igennem de første tre minutter for at nå hen til klimakset.
Efter mere end dobbelt så mange gennemlytninger ved jeg stadig ikke helt, hvordan jeg skal tackle, at “Do You Believe in Rapture?” lyder totalt som et nummer fra en af de seneste U2-plader. De spinkle ringende guitarakkorder er så afdæmpede og tilbagelænede, at de er sikre på ikke at være i nærheden af at stå i vejen for Thurston Moores blide vokal. Der er naturligvis en vis ironi i ordene, men det er ikke desto mindre næsten uhyggeligt, at det er så let at tro, at det er Bono, der synger »Jesus comes to pave the way.«
Der er bestemt andre opløftende momenter end “Reena”. De nærmest funky trommebreaks og basgangen i Lee Ranaldo-sangen “Rats” giver nummeret en spændende, skævt hoppende rytme, og “Pink Steam” forvandler sig efter fire minutters ligegyldige instrumentale ekskursioner til en hedt dampende kærlighedssang.
Men hverken dét eller den herligt dissonante, abrupt bumlende bonussang “Helen Lundeberg” kan redde Rather Ripped fra en skæbne som en underligt uoplagt plade, der frem for alt savner den livskraft, som Sonic Youths musik altid har været så fuld af. De fire newyorkere er på ingen måde holdt op med at lege, men på Rather Ripped er legen sært retningsløs – og pladen mangler simpelthen eksistensberettigelse.
