Historien om Youth Pictures of Florence Henderson (YPOFH) tager udspring tilbage i år 2003 i en lille by i det nordlige Norge, hvor en håndfuld studiekammerater af ren kedsomhed besluttede sig for at starte et band. Projektet var ikke videre seriøst, og det sære navn fiskede de fra et tv-program, men numrene blev indspillet, og et par af dem blev også populære i den norske undergrund. Siden har de vundet Urørt-prisen, den norske radiopris for ikke-signet musik, har tegnet kontrakt med How Is Annie Records og er nu aktuelle med debutalbummet Unnoticeable in a Tiny Town, Invisible in the City.
Pladen indeholder seks numre, der varer fra seks til ni minutter. Det er dog ikke kun af den grund, at man får associationer til Godspeed You! Black Emperor, Sigur Rös og Múm – udtrykket er hele vejen igennem filmisk og melankolsk, alle numrene er et mix af postrock og lofi-electronica og er langsomt bygget op omkring ét eller flere klimakser. Der er ikke stor variation numrene imellem – simpel og melodiskabende, fingerspillet guitar, storladne rummelige trommer og svævende synth danner grundlaget i samtlige skæringer. Havde dét være nyskabende i sig selv, var der grobund for en markant udgivelse – det sørgelige er, at alt for mange har gjort dette før dem – og endda meget bedre.
Det starter egentlig godt. Første nummer på pladen er “Van Gogh Kept Painting Himself Because He Was the Only Model He Had” – den første lange titel af seks, der irriterende nok ikke giver dybere mening i forhold til musikken. De bærende elementer i nummeret er guitarerne og synthen, der skiftevis danner et drømmende lydbillede. Oven på dette går den upolerede, lyse vokal egentlig temmelig godt i spænd med det instrumentale.
I “Yet We Continue to Build There, the Structure” bevæger vi os over i et mere hektisk udtryk. Her er synthen langt mere melodisk og catchy, og sammen med bassen og trommerne danner den et behageligt, pulserende flow. I begyndelsen af nummeret er vokalen blevet ofret til fordel for et samplet interview med en straffefange, men ud over at den idé skaber stemning, er ethvert budskab eller standpunkt udeladt, og i det store hele virker dette element overflødigt og påtaget.
Herfra går det så også ned ad bakke. I “How Odd to See These Lamps Still Burning” er der igen gjort brug af samplede stemmer – denne gang helt uforståeligt. Omkvædet er saligt og fængende, og klokkespillet er da i begyndelsen meget fint og lifligt, men nummeret bliver hurtigt for ensformigt grundet vældet af unødige gentagelser. “I’ve Got a Picture of You, Boss” er ingen nyhed – med undtagelse af en mere aggressiv råbe-vokal. Den samme melodiske, små-monotone og ensformige guitarlyd gør mere ondt end godt, og den historie, som YPOFH (måske?) forsøger at fortælle, går fuldstændig tabt på grund af en ikke-eksisterende dynamik.
“A List Not to Be Read at Your Wedding” er nummeret, der i sin tid startede YPOFHs karriere, hvilket er nogenlunde forståeligt når man tager i betragtning, at radiolytterne ikke har behøvet at lytte til de fire foregående, næsten identiske numre. Pladen afsluttes med “We May Be Remembered by What We Did When We Sat Down”, hvor bassen er mere i front end tidligere. Stemningen er stadig halvmelankolsk, men her er flere spændende skift, der dog aldrig kommer helt til deres ret, eftersom at pladens tråd allerede blev tabt tre minutter og fyrre sekunder inde i tredje nummer.
Det, YPOFH laver, er ikke decideret dårligt, og det gør heller ikke voldsomt ondt at give pladen et lyt. Problemet med Unnoticeable… er, at hele udtrykket ganske enkelt er for søgt. Én ting er, at titlerne virker påtagede og art-agtige, men mere enerverende er det, at YPOFH holder sig så meget inden for en bestemt, meget tidstypisk og brugt niche, som de aldrig bevæger sig ud over. Hvis de havde turdet dette, havde der måske været mere identifikation og originalitet i luften og mindre mangel på begrænsning og røde tråde.
