Morrissey, Orange, 19.00
“Hello. We are Morrissey,” var ordene, da über-krukken, den bittersøde laps, helten og charmøren Morrissey entrede Orange Scene fredag aften. I 2004 på Arena-scenen gav en comeback-koncert af de absolut mindeværdige, og i år var han så forfremmet til Orange Scene. Det var desværre en kende skudt over målet, det beskedne fremmøde i de forreste båse taget i betragtning. Men han var der, og Morrisseys publikum kan tilgive ham alt – selv at han koncerten igennem flashede løst maveskind og ikke havde til sinds at spille en hit-parade, som de fleste andre store navne gør det på festivalens største scene.
Det lugtede ellers ret meget af hit-parade, da Morrissey startede ud med The Smiths-klassikeren “Panic” efterfulgt af “First of the Gang to Die” fra You Are the Quarry. Men så skiftede lydbilledet også gevaldigt, og sangene fra den fremragende Ringleader of the Tormentors overtog showet. Og de passede fremragende til den store scene. “The Father Who Must Be Killed” stak med sit østerlandske guitarspil for alvor ud, men også “I Will See You in Far Off Places” samt “You Have Killed Me” beviste, at Morrissey stadig har masser at byde på.
 |
Så gjorde det ikke så meget, at en sang som “Girlfriend in a Coma” blegnede i forhold til de nyere mere rockede sange, og at de langsommere numre satte en stopper for syng-med-festen. Det var befriende at se en så kompromisløs herre gøre, hvad der passer ham, og især var det godt at opleve, at publikum har lige så meget lyst til at høre de nye sange som de gamle travere.
Rufus Wainwright, Arena, 20.30
Han har hugget layoutet med titlen “The World’s Greatest Entertainer” fra en Judy Garland-plakat fra 1961 og puttet det på tour-merchandise, men tidligt fredag aften beviste canadieren, i sporadisk selskab med søster Martha, samt en guitar og et flygel, at der så afgjort er noget om snakken.
For med en simpel opsætning og en kasse med sange, der var renset helt og aldeles for den pompøsitet, de er glaseret med på plade og i sangerens normale liveshow, forvandlede den selvproklamerede bøsse-messias Arena til et intimt spillested med kort til scenen og en kunstner i øjenhøjde med publikum og ikke mindst sangmaterialet, som er svært at matche.
Fra første færd var altid flamboyante Rufus i sit es, og sangene virkede som små popvignetter, der må have følt sig overordentligt godt modtaget i det stopfyldte telt. Bedst var “This Love Affair” og “The Art Teacher” fra Want Two samt “California” fra Rufus’ anden plade Poses, der alle som én stod tindrende klart. Wainwrights vokal gik under huden, og det var medvirkende til, at han og søster Marthas version af den Jeff Buckley-udødeliggjorte Leonard Cohen-sang “Hallelujah” endte i fællessang og tændte lightere. Måske lidt for meget af det gode, og helt bestemt et sikkert kort at trække, men sangens kvaliteter er ikke til at skjule.
At der blev trukket mange sikre kort, er nok den eneste anke mod koncerten. Desværre bød formen ikke til de store eksperimenter, og især i “Gay Messiah” savnede man ekstravagance og noget ud over det sædvanlige. Det kan dog ikke fjerne et overordentligt positivt indtryk af manden, der selv mener, han skriver de bedste sange i verden for tiden – det er helt i orden, at han har stjålet lidt fra Judy Garland.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Morrissey: Ringleader of the Tormentors
Rufus Wainwright: Want Two