Plader

Denison Witmer: Are You a Dreamer?

Det er lige før, at der går lejrbålsstemning i den på Are You a Dreamer?, men Denison Witmer formår at holde sing-along-kvalmen på afstand med en stærk cocktail af akustisk guitar, banjo og harmonium. Er man til Sufjan Stevens, bør man give Denison Witmer en chance.

Der er masser af følsomme fyre, der spiller guitar i ensom majestæt, og Denison Witmer tilhører bestemt skaren af blødende fortællere. Men modsat mange andre i den samme genre bevarer han optimismen og krydrer sine fine singer/songwriter-intentioner med et enkelt og varieret lydbillede i form af banjo, harmonium og strygere, der holder sammen på Witmers sange om håb og drømme.

Witmers musik og tekster gennemstrømmes af noget af den samme stilfærdige, men dog vedholdende religiøsitet, som man finder hos eksempelvis Sufjan Stevens. Og netop Stevens har på velspillende vis hjulpet til med at lave Witmers blide, folkede countrypop. Pladen er spartansk instrumenteret, og teksterne rummer et særdeles optimistisk drømmeunivers

Denison Witmer besidder ikke nogen stor og fyldig stemme, men snarere en temmelig mild og lys munke-lignende røst, der ikke rykker meget ved den overordnede blidhed. Til gengæld afleverer Denison Witmer sin sjæl uden at forkynde, og det fjerner opmærksomheden fra det, der kunne blive beklemmende i længden.

Are You a Dreamer? er en skrøbelig plade, men alt i alt også en rigtig fin samling sange. For når det lykkes Witmer at finde frem til de gode melodier, er det oplagt at give pladen endnu et lyt. Nok er lydbilledet halvfesent og til tider lidt for poleret, men når det tager ham, kan Witmer altså sætte stærke kompositioner sammen.
Der er ikke et eneste decideret dårligt nummer på albummet, som er en lavmælt, men veldisponeret omgang afdæmpet folkpop, der strømmer stille og roligt som smeltevand i et nordnorsk fjeld.

Det er altid behageligt at sætte Are You a Dreamer på, men man savner lige det sidste: det sidste lyriske bid, snerten af melankoli eller bare et eller andet, der får stemningen til at rykke sig, således at pladen kan blive ved med at give igen og igen, selv når det er et stykke tid siden, at den blev taget af anlægget. For godt nok ved man, hvad man får hos Witmer. Men desværre er det ikke en masse nyt for hver gennemlytning.

★★★★☆☆

Leave a Reply