Mens The Kissaway Trail (tidligere ISLES, endnu tidligere Hostmom) er i færd med at lægge sidste hånd på deres kommende selvbetitlede plade, har bandet alligevel ikke kunne vente med at give Danmark et bud på, hvad vi kan forvente os. Og det er tilsyneladende ikke kun The Kissaway Trails nuværende pladeselskab Playground, der har solide forhåbninger om bandets succes. Bella Union og Speak n Spell Records vil nemlig udgive pladen i hhv. hele Europa og Australien et par måneder efter udgivelsen herhjemme.
Kortene er altså lagt på bordet, sølvtøjet er pudset, og forventningerne er i top. Selv om man egentlig dermed kunne fristes til at tro, at noget uhørt er i vente, er der ud fra denne smagsprøve en pæn risiko for at blive en lille smule skuffet. The Kissaway Trail bevæger sig rundt i den mere støjende ende af indierock-skalaen med tydelige referencer til Radiohead, Mercury Rev og til tider Sonic Youth, mens de drømmende, instrumentale øjeblikke og Søren Corneliussens lyse vokal giver ganske voldsomme associationer til Mew.
Til forskel fra bandets tidligere produktion er der på Into the Ocean and Rise Again brugt flere kræfter på melodierne. Det skinner igennem i første nummer, “Smother + Evil = Hurt”, der vinder på den fine dynamik mellem den rolige og skrøbelige, men fængende melodi i versene og de lange stryger-arrangementer i de energiske, næsten pompøse omkvæd. Det samme gælder for den mere insisterende “La Mia”, hvor de storladne, ængstelige og lidt smadrede udgydelser pludselig erstattes af et fint og dæmpet, skramlende klavermellemspil.
Alligevel er der ikke mange nyskabende godbidder at opstøve på Into the Ocean and Rise Again, og på intet tidspunkt falder man over noget, som ikke er blevet hørt før, brugt før og elsket før, hvilket i sidste ende bliver et brist hos The Kissaway Trail. Et par af numrene er direkte ensformige og ordinære, og selv om der generelt er masser af energi, detaljer, udskejelser og lækker lyd, er uoriginaliteten er for markant til, at kompositionerne fæstner sig. Tilbage er kun at håbe, at februar og The Kissaway Trail bringer lidt mere end blot en spændende udklædning med sig.
