I sommer gik der rygter om, at Hello Everything ville blive det sidste album fra Tom Jenkinson, i hvert fald under Squarepusher-pseudonymet. Rygtet inkluderede endog, at det sidste nummer på pladen ville komme til at hedde “Goodbye Everything”.
De forlydender passede ikke – men de var i hvert fald én måde at binde en sløjfe på den titel, Jenkinson har givet sit syvende fuldlængdealbum. En anden måde at tolke titlen på er, at Jenkinson har haft lyst til at lave en plade, der strittede i alle retninger, hvorved han kunne komme til at hilse på noget nær alt, han har beskæftiget sig med i sin mere end 10 år lange solokarriere.
Og han kommer immervæk vidt omkring på Hello Everything, der gang på gang viser, at han er ekvilibristisk både som programmør og som teknisk dygtig basguitarist. Desværre spænder albummet så vidt, at man kører lidt sur i det.
At det kan gå sådan, får man et forvarsel om med de første fire numre. “Hello Meow” lægger stærkt ud med en buklende basgang, der står i flot kontrast til den lyse synthmelodi, som får så meget plads, at den bliver storladen nok til ikke at blive bombet itu af et synkoperet beat. Men lige så herligt melodiøs Jenkinson er i åbningsnummeret, lige så irriterende frokostjazzet bliver “Theme From Sprite” med sine belastende bas-klichéer og blær.
“Planetarium” redder pladens første tredjedel i land med hårdt opklippede drum’n’bass-programmeringer og vrængende synths, der giver godt modspil til en fjern melankolsk melodi, der til sidst får lov at bryde igennem synth-dominansen.
Men så går det helt galt.
Det seks minutter lange “Vacuum Garden” lyder som en langtrukken optagelse af et damptog, der forkølet fløjter i det fjerne. Nummeret består stort set kun af én tone, som stiger og falder langsomt – og dræber pladens flow totalt. Anderledes melodisk, men næsten lige så kedelig er den småfunkede Kaare Norge-pastiche i “Circlewave 2”, og for nu at slutte den midterste halvdel skidt af lader Jenkinson den samme melodi fortsætte og fortsætte mindst to minutter for længe i det ellers energiske “Rotate Electrolyte”.
Hello Everything har meget mere fokus på melodier end Squarepushers tidligere plader, hvilket bestemt er forfriskende. Blandt andet fordi Jenkinson beviser, at han sagtens kan skrive gode melodier samt komponere og disponere.
Desværre gælder det sidstnævnte kun dét at strukturere de enkelte numre. For som allerede skitseret er de første to tredjedele af Hello Everything noget rodet misk-mask.
Og det er en kæmpe skam, for havde resten af pladen været godkendt, kunne den sidste tredjedel have løftet den højt op. Nu må den nøjes med at gøre pladen nogenlunde. Under alle omstændigheder rammer Jenkinson med “Welcome to Europe” en fin blanding af næsten poppede melodier, der vender og vrider sig, og et bækken-tungt beat, der tæsker nummeret fremad.
Endnu bedre bliver det, når både “Plotinus” og “The Modern Bass Guitar” kobler bankende jungle-programmeringer sammen med eksplosioner af hvid støj. Især førstnævnte er virkelig virtuost udført. Den stive følelseskulde, som via maskinelle programmeringer præger den første halvdel af nummeret, overvindes langsomt af klokkeagtige melodier. Derefter lader Jenkinson som om, at det slapbas-drevne klimaks, der dukker op, er den endelige finale i god ro og orden – og først derefter skvulper der pludselig bister støj ud over det hele i halvandet minut.
Når Squarepusher evner at blande sine ubestridelige styrker udi i såvel programmeringens som melodiskrivningens kunst på så fornem vis, er der ikke noget at sige til, at han har haft lyst til at sige Hello Everything. Men når der går guitarlir, hyggejazz eller togfløjte-drone i Jenkinsons kompositioner, ønsker man, at han havde lidt mindre behov for at vise, hvor meget forskelligt han egentlig kan.
