Hvis man skal tro pressemeddelelsen fra Wired Records, er The Wired Ones Compilation en opsamling, der – ud over at promovere en række charmerende, elektroniske undergrundsnavne – sigter mod at kunne fungere som akkompagnement til både let lytning i hørebøffer og fyrrige festligheder på barer og klubber.
Til denne indledende ambition er der kun ét at sige: Albummet fungerer så absolut bedst til sidstnævnte udfoldelser. For The Wired Ones Compilation er med sine 16 gennemgående kropsfikserede bidrag først og fremmest en udgivelse, der indtages bedst under kulørte lamper med kolde drinks og volumen godt og grundigt i bund.
Som sådan fungerer opsamlingen til gengæld også udmærket, og der er ind til flere bidrag, der sagtens kunne få mig og mine stive træben på dansegulvet. På electroclash-knaldperlen “Drifting the Veil” byder Reba Hasko op med bulder og brag. Scream Club vrider sig vrængende igennem den højsarkastiske “Vomit Cash” på en bund af skingre synthakkorder og syntetisk bumlebas. Mens den danske berlinertøs Heidi Mortensons “Tiger” lokker lumsk og lummert til langsom og tæt dans, mens koklokker ringer, og jungledyr brummer i det fjerne.
Under den lækkert skramlede, elektroniske overflade og den indledende lytteambition, gemmer The Wired Ones Compilation dog også på et mere programmatisk indhold. For på tekstsiden gentages igen og igen det simple budskab (i forskellige udtryk), at der skal være plads til alle uanset seksuel orientering – og at frisættelsen af kønnet meget passende kan foregå på dansegulvet. Glemte jeg i øvrigt at nævne, at alle 16 sange er forfattet af kvinder?
Uanset musikalske såvel som seksuelle præferencer er det dog svært at komme uden om, at opsamlingens velmente pointe drukner lidt i larmen fra rytmebokse, gamle synthesizere, xylofoner og legetøjsklaverer.
Om end der undervejs falder en del selvironiske, feministiske og (homo)seksuelle tekstbidder af til den indholdsfikserede lytter – eksempelvis slås det badvedliggende budskab enkelt, men effektivt fast i Heidi Mortenson og Scream Clubs fælles frembringelse “Sexy People”: »It’s sexy to define sexy by yourself.«
Og heri ligger opsamlingens største force: at den ikke lader den bagvedliggende programerklæring skygge alt for meget for de musikalske eksperimenter. Og selv om det som nævnt i indledningen ikke gør særligt meget gavn som hverdagssoundtrack, skulle man være et skarn, hvis man ikke lod sig indfange en svedig lørdag aften med gas på drengen og lir i luften.
