Når sidste tone på Cyann & Bens tredje plade, Sweet Beliefs, er klinget ud, sidder man højst sandsynligt og blunder. Forundret over, at pladen er slut, kigger man lige en ekstra gang på displayet på cd-afspilleren. Jo, den er god nok. De ni sange er fløjet forbi i en lind strøm af drømmende guitarer og vokaler.
Nu er det ikke hvad som helst, man sådan giver sig hen til. Er musikken dårlig, kan man altid nå stopknappen, så man kan få fred. Men det har man ikke lyst til med Sweet Beliefs. Det er den for god til. Omvendt flirter de fire franskmænd så meget med kedsomheden, at pladen er svær at koncentrere sig om, hvis man hører det hele i ét stræk.
Kvartetten lægger ellers fremragende ud. “Words” indeholder alle de styrker, det parisiske band kan presse ud i instrumenterne. Der er en dragende intens stemning i åbningsnummeret, som bæres frem af en insisterende guitar, der til sidst løber løbsk i et kort, men fængende støjkaos. “Sunny Morning” holder også niveuaet på fineste vis. Få virkemidler indgår i et intimt samarbejde, hvor dronede citarlyde danner baggrund for simple guitarklange og et smygende orgel.
Men så er det, at pladen går i sig selv. Selv om Cyann & Ben leverer sangene overbevisende stilsikkert, har musikken svært ved rigtigt at træde i karakter. De stille melankolske toner glider let i baggrunden for andre gøremål i stedet for at holde lytterens interesse fanget. Lidt som en hypnotisør, der ikke kan holde kontakten med kunden, som derfor sidder og stirrer rundt i rummet uden at opleve noget særligt.
Det er synd, at Cyann & Ben ofte pakker deres musik ind i vatskyer, for de er faktisk rigtig gode, når de giver los. I “Let It Play” kommer der en længe ventet forløsning i form af hvirvelvindstrommer og guitarer. De simple kompositioner, der bygger op til et klimaks, gør sig generelt ganske godt på pladen. Set i lyset af det seneste årtis udforskning af samme genre kan Sweet Beliefs dog ikke kaldes original, men skal nærmere ses som endnu et bidrag til den store pose af bands, hvis inspirationskilder inkluderer treenigheden Sigur Rós, Radiohead og GY!BE.
En lørdag nat på Nørreport Station efter en lang stormfuld bytur vil pladen helt sikkert være godt selskab i den sært sløve natbus. Eller måske som makker på en gåtur, hvor man stopper op, ser ud over vandet og mærker, hvordan pladen omslutter de sidste melankolske tanker med et fint nodetæppe. De situationer passer godt til musikken, og her er man nok også mest modtagelig over for Cyann & Bens hypnose.
