Det er svært ikke at synes om sangerinden Piana. Hun er ung, kommer fra Japan og har en silkeblød stemme, der kan kandisere hvem som helst. Hendes tredje album fortsætter i samme afdæmpede spor som forgængerne, og den stil fungerer stadig glimrende for Piana.
Havde Causa Sui optrådt på Gladsaxe Beatklub i slutningen af 60'erne, ville folk sikkert have klaget over, at de var en smule for hårde. Free Ride virker nemlig som en hårdkogt fortolkning af bandets egne inspirationskilder fra dengang. Men en pokkers god én af slagsen.
Det tager mig kun omkring 400 ord at kalde Star Destroyer for en af de bedste plader i år. Alligevel er der plads til forbedringer, når Alex Delivery fra Brooklyn giver den som moderne progrockere.
Nils Grøndahl tager kærligt hånd om lagkagemetoden på sin debutplade under eget navn. Den består af flåede violinstrøg lagt lag på lag med sinustoner og sovepulver på toppen.
De fire texanske mænd presser endnu en plade i postrockmaskinen. Det er ikke den dybe tallerken, men der er dog forsonende træk på deres fjerde fuldlængdealbum.
Debutpladen fra det tyste svenske enmandsprojekt Ass minder på mange måder om de små afstresningsbolde, man kan kramme om med hænderne. Det selvbetitlede album er vældig rart, men spændingskurven er lige rigeligt ubevægelig.
Franske Cyann & Ben har indspillet en drømmepoppet plade, der stryger dig over håret, når du slapper af. Desværre er Sweet Beliefs også et lidt søvndyssende bekendtskab uden de store overraskelser.
Sangene på Bert Janschs nye plade knirker af efterår, men falmer ikke lige med det samme. De bliver tværtimod hængende som fine folksange tilsat god akustisk spade og celebre gæster.
