Den nordengelske trio Hot Club de Paris åbner ballet på sit første album med “Shipwreck”, og man får smidt Paul Raffertys rappe og sanseløse britiske vokal lige i masken med sådan en effekt, at det næsten ender med et mentalt knock-out.
Der er fart over feltet, og de energiske lydbølger står næsten i kø for at overgå hinanden, i et tætpakket punkpop-/rock-univers, der ikke byder på uforglemmelig lyrik, men i stedet satser pengene på blod, sved og tårer. »Grappled by the epaulets, these are new rough dance steps / The boys they lost the script in the club where they first met.«
Tja…
Bandet kommer hurtigt til kort over for deres konkurrenter, for der skal mere til end blot tyve tommer guitartråd og lidt sjov i gaden. Arctic Monkeys forenede deres flabede og gangbare melodier med hverdagens småfilosofier, charme og selvironi, og det niveau når HCDP ikke op på, selv om de gør et ihærdigt forsøg på at ligge sig i baghjulet af førnævnte britiske succesband.
“Clockwork Toy” er et finurligt og interessant arrangeret nummer, der vender sig i forskellige stilelementer fra guitarer og et insisterede riff, som AC/DC nok har lagt kimen til, og det fungerer på grund af et interessant lydbillede, der skifter og leger med formerne.
Men generelt er der lidt for langt mellem de interessante indslag, og pladens altoverskyggende problem er, at numrene ligner hinanden for meget. Det er næsten umuligt at forholde sig til alle 13 numre – alene af den grund, at man ikke kan høre 13 forskellige enheder.
Når HCDP så oven i smider tre overflødige numre, der virker som fyld og spas, mister man lidt respekt for produktet. “Yes/No/Goodbye!” og “Welcome to the Hop” er i hvert fald ikke aktiver for Drop It ‘Til It Pops.
Bandet finder aldrig helt formlen, og hele konceptet virker en smule akavet og uforløst. Pladens længste nummer, “Hello. I Wrote a Song…”, fortæller godt nok en udmærket historie om ung kærlighed og opvækst, men musikalsk kommer den aldrig ud af stedet. Man venter på den store finale, men der er ingen, der trykker på knappen, hvilket udløser en voldsom irritation hos lytteren. Alt det forspil, og så bliver det ikke til noget alligevel…
Det er svært at holde 100% af Drop It ‘Til It Pops, for den evner ikke at finde en knage at hænge på. Måske har ungdommens virile idéer haft for stort indflydelse i produktionen, hvilket sætter lytteren på en alt for stor prøve. For selv om der er lytteværdige skitser, tegner HCDP aldrig et færdigt billede af deres visioner, og det skaber forvirring.
