Det, man virkelig lægger mærke til på Joe Pernices nye album, er, at tingene dukker op på de helt rigtige tidspunkter. Guitarer veksler ud og ind. Prikker lidt hist og pist, klimprer med struktur og holder sig fornemt mellem “for lidt” og “for meget”.
Strygerfladerne rammer den helt rigtige tone, og arrangementerne er bygget op med en sans for detaljer, der kun kan roses. Tingene passer bare godt sammen på Live a Little, der godt nok ikke gør meget ud af at nytænke, men heller ikke lader sig drive med af tempoet fra autopiloten.
En uhyre gennemarbejdet struktur, flotte melodier og eftertænksomme tekster gør meget for dette album, der måske mangler en anelse fremskridt sammenlignet med den udmærkedeDiscover a Lovelier You fra 2005, men de liflige popmelodier er stadig yderst gangbare.
Joe Pernices vocal minder ufattelig meget om Paul Heatons (The Housemartins, The Beautiful South). Faktisk blev jeg helt i tvivl, da “Automaton” sætter i gang, men briterne har åbenbart ikke monopol på deres accent. I hvert fald formidles de bittersøde tekster med en let og ganske behagelig vokal, der (desværre) ikke tager mange chancer, og det gør det lidt svært at gennemskue, om der ligger ironi bag nogle af sangene, eller om det bare er uskyldig formidling. Tvivlen skyldes linjer som »She believes what doesn’t kill her only takes more time to kill her / Then she smiles as she paints her lips and does her lashes« fra et af pladens mere rockede numre “Cruelty to Animals”.
Men måske er det sådan, man skal beskriver drømme. Live a Little er i hvert fald som taget ud af hovedet på en eskapist, der ikke lader virkelighedens verden være ene om at regere, og sangene stiller spørgsmålstegn ved det univers, vi befinder os i, takket være Pernices alternative virkelighedsopfattelse – eksempelvis i “How Can I Compare”: »Who isn’t worse or better than they seem? / The chaste, the slutty and the in-between him and her and she and her and him and she will answer to whomever when they die alone / But it feels too good to stop and find a stone to David at an ersatz giant in a party dress.«
Lignede skrive-eksperimenter benyttede forfatteren B.S. Johnson sig af i flere romaner i 70’erne, før han begik selvmord. Nummeret, der bærer hans navn, er en direkte hyldest til poeten, der ikke fik den oprejsning, som han ifølge Pernice burde have haft. Prægtig pianopop med strygerflader gør i hvert fald sit til at vække interessen for den afdøde lyriker.
Der er ikke et decideret dårligt nummer på Live a Little, men der er heller ikke numre, der virkelig skiller sig ud. Albummet leverer gode popsange krydret med eftertænksom lyrik. Men mens det er positivt, at man som lytter kan arbejde en del med teksterne, trækker det ned, at Pernice fortsat bør arbejde på at forbedre sin vokal. Og selv om det hele er velproduceret, kunne man godt bruge nogle skævheder i ny og næ.
Der er kælet for detaljerne, og melodistykkerne er virkelig gode – måske nærmest for gode, for de små overraskelser udebliver, og derfor strejfer ensformighedens tunge skyer lige netop Live a Little. Barometeret kommer dog aldrig ned under foranderligt, men holder sig hele tiden i nærheden af det smukke.
