Plader

Sterling: Tonemaskinen

Skrevet af Lise Christensen

Sterling har igen smurt tonemaskineriet, men de toner, der slipper ud, er for størstedelen lænset for den kantede charme, der tidligere var Sterlings force.

Sterling er efterhånden en velsmurt tonemaskine inden for feltet ’80’er-inspireret pop på dansk’. Side om side med Nephew fyrer de op under analoge 80’er-synths og bastante trommerytmer. Det er en stil, de har dyrket siden debuten med Solo danser mama sjus tilbage i 2004, som var en sproglig fornøjelse og ydermere bød på et par gode melodier. Niveauet blev holdt på de efterfølgende Estadio Camp-Let og Yndigt land, men på det nyeste udspil, Tonemaskinen, lader det til, at maskineriet kunne trænge til et eftersyn.

Albummet lægger ellers ud med den samfundskritiske “Spring for dit liv”, som er en ganske appellerende sag, der også allerede har været i rotation på P3. Eneste anke skal være, at stilen konsekvent associerer til Nephew, men med deres popularitetsrate er det nok heller ikke det værste band at læne sig op ad. Teksten tematiserer den ensretning af befolkningen, som sker via institutioner, forbrug og vaner. I den medfølgende musikvideo ses kunstneren i klassisk positur som helten, der står i opposition til det undertrykkende samfund og er det eneste håb for at bringe mere glæde og mening ind i livet. Således bliver tonen pompøst slået an; dette er et album, der har potentiale til at ændre liv!

Men kan det nu også det? Teksterne kredser om oplevelsen af at leve i Danmark anno 2000+. Krisesangen “Klasselotteriet” er et af Tonemaskinens højdepunkter. Her lægges ud med en blød percussion-start, meget lig Beach Boys  “Kokomo”. Man får på det nærmeste associationer til revygenren, når Mads Nygaard crooner løs om, at »alting kalker til / i det danske spil / et dårlig selskab at tømme.« Og jo, der er da nogle meget sjove ordspil i denne sang. Det er dog kendetegnende for den nye plade, at Sterling har skåret den ætsende humor væk til gengæld for mere inderlige og seriøse tekster. Det er en skam.

Det har tidligere været en force ved Sterling, at de tager etablerede metaforer og sætter dem ind i en ny kontekst, men på Tonemaskinen bliver man i stedet konfronteret med den ene kliché efter den anden. Skrækeksemplet er den eksistentielle sjæler “Angst”, der er en pastiche af Emil Aarestrups digt af samme navn. For det første starter den med et ganske disharmonisk kor og udarter sig derefter til at være, hvad man bedst kan beskrive som en parodi på et Sophie Lassen-Kahlke-filmmusicalnummer, bortset fra at det desværre ikke er ment ironisk. Digtets strofer kommer i denne kontekst til at fremstå som blødsøden pladderretorik: »Om lidt er vi skilt ad som bær på en hæk / om lidt er vi forsvundet / som bobler i en bæk / hold fast omkring mig« – please!

Det er generelt kendetegnende for albummet, at teksten og melodierne er gået en takt ned i intensitet siden de tidligere udgivelser. Det føles klart i andensinglen “Vi kommer aldrig hjem”, som trods sit maritime druktema alligevel sætter et for sløvt tempo til at virke overbevisende festlig.

Første halvdel af pladen byder på et par gode ordfinter og fængende sing-along-omkvæd, men niveauet rasler drastisk nedad på den sidste del og gør det samlede indtryk af Tonemaskinen til en middelmådig oplevelse.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Det er varmluft sætninger som denne:

    “Første halvdel af pladen byder på et par gode ordfinter og fængende sing-along-omkvæd, men niveauet rasler drastisk nedad på den sidste del og gør det samlede indtryk af Tonemaskinen til en middelmådig oplevelse.”

    …Der gør, at din anmeldelse fremstår så inderligt ligegyldig.

Leave a Reply