Plader

Ass: s.t.

Skrevet af Kristian Holgersen

Debutpladen fra det tyste svenske enmandsprojekt Ass minder på mange måder om de små afstresningsbolde, man kan kramme om med hænderne. Det selvbetitlede album er vældig rart, men spændingskurven er lige rigeligt ubevægelig.

Det er sparsomt med oplysninger om Ass. På trods af navnet er der dog hverken tale om en samling børnepunkere, svedig hiphop eller sexfikseret underholdningsrock. Under det forvirrende navn gemmer der sig tværtimod en ung svensker, som efter pladen at dømme må have et sind så roligt som en solnedgang i skærgården.

Førhen brugte Andreas Söderström sine evner på guitaren til at støje i et punkrockband, men ligesom sin landsmand José Gonzáles, må han have fundet den akustiske guitar ganske tiltrækkende. Det emmer nemlig af klange fra det strømforladte resonanskammer på hans selvbetitlede debutplade.

Sangene på den godt 35 minutter korte plade er fortrinsvis instrumentale. Kun på to af pladens mere vellykkede skæringer titter hovedpersonens egen ganske behagelige stemme frem. De sløve fraseringer læner sig fint op af guitarspillet, og jeg havde gerne set, at den blev brugt lidt flere steder på pladen.
Til gengæld har Andreas Söderström selv stået for hele instrumenteringen, og det siger ikke så lidt. Der dukker både horn, tangenter og orgel frem i løbet af pladens spilletid. De håndholdte instrumenter bakkes desuden op af knitrende lyde fra hans laptop, der sætter et tyst og tilbageholdent aftryk i musikken.

Stilistisk minder han om den erfarne kamæleonen Jim O’Rourkes mere guitarbaserede plader som Bad Timing samt om den elektroniske nørkler David Grubbs. Desværre lever Ass-pladen i sin helhed ikke op til de højtravende inspirationskilder.

Uanset hvor mange anstrengelser og horn der bliver lagt i musikken, letter sangene aldrig fra jorden. Kompositionerne er ikke gode nok, og Andreas Söderströms evner på guitaren er ikke stærke nok til selv at bære pladen. Man kunne godt mistænke ham for at bruge sin tid på for mange instrumenter på én gang.

Pladen lægger ellers fint ud med “Guidelines for Bespoke”, et godt eksempel på hvorfor folk-electronica-mikset har været så meget brugt de sidste år. En simpel melodi på guitaren bakkes op af enkelte slag på et klokkespil tilsat lidt kradsende bund fra computeren. En hypnotisk opskrift, der kun bliver bedre, når horn og orgel træder ind halvvejs mod slutningen.

Desværre for os og Andreas Söderström holdes niveauet ikke igennem hele pladen. Spændingskurven er rimelig jævn uden de store udsving, og man savner lidt afveksling fra det afslappende lydunivers, pladen byder på. Numrene minder lidt for meget om noget, man piller ud af øjnene efter en blunder.

Når musikken bare summer i baggrunden, gør det dog ikke så meget. Der fungerer det svenske énmandsprojekt faktisk fortræffeligt, men der mangler kant, når man sætter sig ned og lytter intenst. Söderström stryger konstant lytteren med hårene, og det kan forekomme en anelse trættende i længden. Der mangler simpelthen modhager.

Med ønsket om flere krumspring tildeles pladen dermed en jævn karakter. Det er lidt som at sætte sig tungt i sofaen mandag aften og se en forudsigelig film i fjernsynet. Kedeligt, men rart på sin helt egen måde i rette afmålte doser.

★★★☆☆☆

Leave a Reply