Plader

Owen: At Home With Owen

Mike Kinsella fortsætter, hvor hans forrige udspil slap, og det gør han faktisk ganske godt. Karlekammersangene er smukke og indlevende, uden at det patetiske får bægeret til at flyde over. Det er simpelt og luftigt på en yderst behagelig måde.

Et statement kan afleveres på utallige måder. Mike Kinsella, som står bag Owen, afleverer sine statements på den mest blide og sagte måde, men man er aldrig i tvivl om, hvad han mener, eller hvilken sindstilstand der ligger bag.

Hans fjerde Owen-album begynder med “Bad News”, der er et af de mest afdæmpede »fuck you«-statements længe hørt. Han skyder med skarpladte, bittersøde kanoner i et inferno af udfald mod et unavngivent superego af en ven: »Whatever it is you think you are, you aren’t« eller »Free beer and basement shows don’t mean you’ve made it / It’s what you do / not who you were, or what you wear, or where you’ve been«, for bare at nævne et par af salverne.
Lyrikken bæres frem af et ufatteligt smukt arrangeret og enkelt keyboard og guitartema, som indhyller Kinsellas sarte skygge af en stemme, der minder om en solist fra et teenagedrengekor. Det er en meget iørefaldende cocktail, der smager af mere, men også efterlader en lille harsk reminder.

At Home With Owen er en samling af smukke og smertelige sange fra en stille, men effektfuld sangskriver, der leger med sine halvmørke kærlighedshistorier i et luftigt og smukt arrangeret akustisk popunivers, hvor guitaren binder bånd og stryger resten af musikken med hårene. Ingen skarpe kanter eller bastante rytmer, men i stedet Kinsellas sprøde drengevokal og en masse bløde strygere som f.eks. i “Use Your
Words”, der langsomt tones ned og ender i enstemmig sang. Det er muligvis en anelse Bamseline-agtigt, men det fungerer og er godt produceret.

Pladens styrke er, at den udgør en stille helhed, der er enorm behagelig at lytte til, samtidig med at man får fortalt historier, der ikke klynker, men heller ikke spreder megen glæde og varme. I stedet blåstempler albummet på en måde alle de sørgmodige tanker, vi alle går og brydes med indimellem.
Kinsella har indspillet flere af numrene i sit gamle barndomshjem, og han gør status over det, der bristede, og det, der gjorde godt – og formidler det gennem sin lidt uskyldige stemme, der står godt til temaerne om teenagedrømme og forvirrede tanker.

Med dette album træder Kinsella ikke langt væk fra sin forrige plade, I Do Perceive, der med samme organiske sangskriverpop, udfoldede sig via få, men effektive virkemidler. Der er måske nok en vis monotoni over musikken, men den er ikke desto mindre gennemført.

Der er en ærlighed og ægthed over kompositionerne. Der er ingen dumsmarte udtryk eller poppede ordspil, når Kinsella i “One of These Days” inspireret af sin fars død skriver en slags musikalsk brev pakket ind i klaver og akustisk guitar – et brev til en person, der fysisk er gået bort, men stadig bor og lever i vores verden. »I ride over to your house each night / one of these days I will get a real job, one that actually pays / like my dad had.«

At Home With Owen er et tiltrængt break fra dagens travle og turbofyldte gøremål – et fristed, hvor man virkelig kan lade op og blive mentalt masseret. Det er en sofaplade af den slags, der kan erstatte kodigmagnyl eller panodil, når der virkelig er fyldt op indvendig.

★★★★½☆

Leave a Reply