Den britiske trio Little Barries forsøg med cool retro-rock lyder som noget, der har ligget i dvale og kommer ud af sit hi. Som en bristet tidslomme vælter 60’er-sounden ud gennem ti energiske og funky rocksange, der (næsten) alle har dét til fælles, at Barrie Cadogans guitarspil kommer først, dernæst alt andet.
Der jammes, rockes, sprælles og trykkes, men man sidder intakt i sædet, og selv om det er et behageligt genhør med et forsvunden tid, udebliver den old school-effekt, man har set i visse reklamer for et kendt dansk ølmærke, og det ender med at blive en anelse kedeligt og ligegyldigt. Dermed ikke sagt, at Little Barrie ikke formår at underholde. Det gør de bestemt, men bare ikke ret længe ad gangen og ikke med den nødvendige holdbarhed.
“Bailing Out” åbner festen med groovy guitar og et bastant og stramt spillet trommebeat. Det rykker og trykker, men kommer ikke en millimeter ud af stedet, og det er alt for tamt. Det vokalmæssige tilfører heller ikke noget som helst, for Cadogans evner som sanger er ikke værd at skrive hjem om. Der er alt for meget nasalkraft og lidt for lidt power.
Det får luften til at fise ud af ballonen, og det er en skam, for musikken er ellers som skabt til vildskab, primalskrig og tossede tonelejer. Men vi skal åbenbart kunne høre alt, hvad Cadogan synger, og i og med at bandet heller ikke skriver perlemorslyrik, kan der godt blive lige vel lufttomt i tidslommen. Her er et lille eksempel fra “Yeah We Know You”, der indledes således:
»The morningpaper flies / Too quick to catch your eyes / From 19 storeys high / Our tiny little lives.« Man fristes til at spørge: Hvor er dybden, ufornuften, humoren og det crazy?
Det er, som om pladen drukner lidt i forsøget på at lyde retro-agtig. Bandet har glemt at tænke på behovet for nyskabende detaljer. Det er ikke nok at se cool ud. Der skal mere til end blot the looks – og det mangler Little Barrie at bevise, at de har. Personlighed, tak!
Skal man fremhæve et par gyldne øjeblikke, må det så absolut være “Cash In” og “Pay to Join”. Førstnævnte har en rigtig groovy trommeintro, og et insisterende beat, der rammer bassen godt ind. Lidt mundharpe og rytmisk guitar ligger og leger kispus i baggrunden og får løftet sangen ud af ensformigheden.
Sidstnævnte har ligeledes et godt beat, men denne gang er det bassen, der styrer slagets gang, og det er helt befriende, at guitaren får lov til at spille andenviolin. Den bølgende melodi er særdeles smittende, og hér koncentrerer trioen sig om kompositionen frem for attitude og perifere ligegyldigheder.
Stand Your Ground er sådan set en udmærket rockplade, men den går absolut ikke over i historien, også selv om den forsøger at drive sounden tilbage i tiden. Måske vil den blive det nye hit i Thy-lejren eller på visse gymnasier, men der skal altså mere til end blot at ville være retro.
