Mark Lanegan har igen allieret sig med englænderen Duke Garwood, som han senest samarbejdede med på den meget bluesede plade, Dark Pudding, fra 2013. Denne gang er der så kommet en knitrende, vibrerende og ret så interessant plade ud af samarbejdet. Pladen hedder With Animals og er ude i Europa på selskabet Heavenly, der er en afstikker af det legendariske indieselskab Creation Records.
Det er en ret så konsistent plade, de to alvorlige herrer har fået udgivet. En plade, der måske er svær at kategorisere, men som rummer en gennemgående dyster rock- og croonerhybrid. Den rummer også elementer af nytolkning af den klassiske rockballade. De tager den ned på jorden, tager tempoet ud og ryster den igennem i et vibrerende lydlandsskab.
Inden jeg forsætter med selve musikken, bliver jeg nød til at henlede læserens opmærksomhed på pladeomslaget. Jeg kan sidde og stirre ind i det cover i meget lang tid, og det åbenbarer nærmest en ny, visuel dimension til nogle af pladens mest interessante numre. Havde der blot været færre numre på With Animals, så havde disse skinnet mere igennem. Der er nemlig 12 numre på, hvilket er en fælde som mange band i dag falder i. I særdeleshed efter cd’en blev det foretrukne format i halvfemserne og gjorde plads til flere numre end på vinylen. Det har desværre ofte den effekt, at der foregår en knap så skarp sortering af materialet.
Ved lyden af første nummer ”Save Me” tænker man for sig selv, at dette ikke bliver nogen munter lytteoplevelse. Måden hvorpå den gumpetunge rytmebox krydres med feedende guitar og en enkel vokal sætter en stil, der går igen flere gange. Vokalerne messer »Save me« og »Love me«, hvorefter omkvædet synges af Mark Lanegan i en noget bluegrassorienteret stil, der minder lidt om J.J. Cale på hans tidlige plader.
Lanegan og Garwood har tilsyneladende ikke glemt deres tidligere bluesede meritter, da det virkelig springer lytteren i ørene på nummeret ”Feast to Famine”. Her drives nummeret stadig fremad af en tung trommemaskine, der lyder lidt som en vandring ud over præriens stepper. Hele herligheden får en dyster rocktone frem gennem guitar udsat for sliderør. Jeg vil nærmest kalde det for bluesrock tilsat lidt gotisk melankoli.
Pladens tredje nummer har mejslet sig fast i min hjerne og, tror jeg, ødelagt repeatknappen. Det nummer har simpelthen ramt en særlig kerne, som jeg synes om. Den drevne stemning, som knitrer og vibrerer med trommebeatet, og en lækker guitarrundgang der løber varmt og simpelt nummeret igennem, gør det til en umulighed ikke at lave slangehug. Samtidig er Lanegans messende croonervokal ikke til at skyde igennem, mens han synger »I love you baby«. Afslutningsvist bliver det hele rundet af med en langsom slangetæmmer klarinet, der svæver over lydbilledet.
Med armene således skruet helt i vejret bevæger jeg mig videre til et mere klassisk udtryk på ”Upon Doing Something Wrong”. Denne akustiske ballade er utrolig behagelig, men også en anelse kønsløs i forhold til de første tre numre. Lanegan synger om kærlighedens mange fælder, og gør det på en lidt drenget måde som fungerer okay. Her er der stor lighed med numrene ”Spaceman”, ”One Way Glass” og ”Desert Song”. Her står den akustiske guitar alene uden rytmesektion og vokalen er i centrum. Flot og akustisk med en god klang på guitaren.
Pladens anden havleg vender tilbage til den anden og mere dystre grøft, som pladen startede. På numrene ”Scarlett”, ”Lonesome Infidel”, ”With Animals” og ”Ghost Stories” hersker den samme sarte og mørke drevne stemning, der bare passer helt perfekt til Mark Lanegans dybe vokal. Guitaren har fået en masse gain og vibrerer med fylde såvel som varme igennem numrene.
Mark Lanegan og Duke Garwood har skabt en blueset rockplade. Ikke blueset i gængs forstand, men en mere dyster udgave, der mikser det med halvfemsernes hårdere toner og den dystre leg fra triphoppens brug af trommemaskiner. Rockverdenen har på den ene side altid været voldsomt mandschauvinistisk, mens den andre gange alt for påtaget fremstår androgyn. I en tid hvor køn og identitet oftere og oftere bliver blandet ind i rockens mainstream, så er det faktisk rart med det maskuline udtryk, der er på With Animals. Der er i teksterne en klassisk tilgang til kærligheden som grundstenen i enhver rocktekst. Det fungerer bare glimrende, da Mark Lanegans stemme er meget dyb og maskulin. Det stærke og bastante i udtrykket fra vokalen og guitaren bliver så heldigvis blødt op ved brugen af de elektroniske trommer, der skælver og skaber et mere sart, lydligt fundament.
Jeg må indrømme, at jeg virkelig er blevet meget positivt overrasket over denne plade. Jeg havde ikke rigtig nogen forventninger til albummet, inden jeg kastede mig i lag med den. Det er derfor utroligt bekræftende for en rockhund som mig, at selv stille, bluesede rocknumre kan videreudvikles og dyrkes i dag. Numre som ”Feast to Famine”, ”My Shadow Life” og titelnummeret ”With Animals” står tilbage som fabelagtige rocknumre med sjæl og intensitet uden at føles oppustede og kunstige. Pladen har som sådan ikke dårlige numre, men jeg kunne godt have klaret mig med en anelse færre. Nogle af de mere akustiske balladenumre kunne måske godt have veget pladsen, så helheden stod mere skarp. Det rokker dog ikke ved, at jeg har besluttet mig for at købe pladen på vinyl, hvilket jo må siges at være et adelsmærke i dag.
