Hvis man skal dømme efter coveret på norske Ralph Myerz and The Jack Herren Bands seneste udgivelse, er der tale om en eller anden Sublime-inspireret ska-bastard. Tre mænd, der ser ud, som om de er trådt direkte ud af et ærkeamerikansk kollegieværelse (komplet med ølpletter og pinups), hver især udstyret med megafoner og tæt ansigtsbehåring. Coverets megafoner og stencilagtige karakter signalerer desuden en vis politisk tilgang til musikken. Dette er imidlertid ikke tilfældet. I stedet er der tale om en art elektronisk festmusik uden de store dikkedarer. Stilen er i virkeligheden tættere på Daft Punk (eller for den sags skyld landsmændene fra Röyksopp) end Sublime
Desværre besidder nordmændene på ingen måde Daft Punks fornemmelse for svedigt pumpende beats, der i rigtig mange tilfælde kan lokke de fleste ud på dansegulvet til en svingom. Pladens titel, Sharp Knives and Loaded Guns, er på alle planer et misvisende mærkat. De 10 numre, som udgør denne plade kan ganske enkelt hverken stikke eller skyde hul i noget som helst. Der er i stedet i udpræget grad tale om en udvandet radiopop, der vil gøre sig bedst på toilettet på en forstadscafe. At nordmændene foregøgler en punket tilgang til musikken, gør på ingen måde sagen bedre.
Bevares, musikken er på ingen måde ubehagelig. Det sommerlune “Loveland” tager ganske blidt lytteren ved hånden langs palmetræer, gyldent sand og lunkent bølgeskvulp. Problemet er blot, at “Loveland” er drønkedeligt over hele linjen. Sagt med andre ord er nummeret den musikalske ækvivalent til en golden retriever. Temmelig misvisende, når man tager pladens titel i betragtning. Nummeret træder fra start til slut i allerede trådte vande med bløde beats og lettere sensuel kvindevokal. Dette er hyggelounge, der ikke vil formå at tilfredsstille allerede tilvænnede musikalske ganer.
“Boombox Breakdown pt II” skiller sig ud fra resten af nordmændenes musikalske udgydelser. Dette skyldes hovedsageligt den spanske inspiration, der kommer til udtryk i teksterne og den latinoinspirerede musik. Ved at bevæge sig mod de sydlige himmelstrøg formår RMatJHB tilnærmelsesvis at hive lytteren op ad stolen. Nummeret fungerer overordnet set glimrende med dets insisterende trampende rytme og nærmest heppekorsagtige vokal. Man fornemmer her en snert af musikalsk inspiration eller drivkraft, hvilket på alle måder hæver nummeret over langt de fleste af de resterende skæringer.
Lyset slukkes med det skramlende “Last Train to Slim City”, der med sin beskedne længde på intet tidspunkt overskrider dens besøgstid. På dette nummer vækkes lytteren ligeledes af sin (i øvrigt betragtelige) slumren, hvilket især skyldes den mere fremtrædende vokal (der på størstedelen af pladen er ubehageligt intetsigende). Desuden forekommer bandmedlemmerne en kende mere motiverede, hvilket kommer til udtryk gennem en overraskende energitilførsel i form af brusende guitarer og højere tempo.
Desværre er disse sporadiske lysglimt ikke nok til at fjerne opmærksomheden fra albummets overordnede mangel på musikalske godbidder. Man sidder efter endt gennemlytning tilbage med en noget tom fornemmelse. En fornemmelse, der i det store og hele bunder i denne udgivelses temmelig anonyme karakter. Man må som lytter blot håbe, at RMatJHB har mere at byde på i næste ombæring.
