Den korte pressemeddelelse, der følger med danske Joycehotels andet album, Limits, hævder, at bandet “is exploring the conflict between the heart and mind by undressing the complexity of emotions”. Det lyder jo ganske abstrakt, en smule intetsigende og meget klichéfyldt. Det er derfor med en vis negativ forudindtagelse, jeg sætter pladen på. En bange anelse, der desværre viser sig ikke at skuffe ved gennemlytning.
Limits er opfølgeren til Joycehotels selvbetitlede debutalbum, som aldrig rigtig fik den store danske opmærksomhed. Nu prøver kvartetten så igen, men det ser ud til, at de ikke kommer uden om forbandelsesmyten om alle gode gange tre. Limits virker svagere og mere uvæsentlig end debuten, så heller ikke i denne omgang ser det store gennembrud ud til at ligge lige om hjørnet.
For det første ligger Joycehotels lydunivers meget tæt op ad Interpol. Indtil videre har det ikke kunnet lade sig gøre for nogle af de danske plagiater af newyorker-gruppen at leve helt op til den metalliske, vemodige storbyspleen, der er så central hos især forsanger Paul Banks. Således går det heller ikke for Joycehotel-frontmanden Kristian Funder, selv om han prøver ihærdigt. Interpol og Banks’ kølige, overlegne vokal bærer på én og samme tid stor distance, ømhed og dyb følelse i sig, og den er og bliver forbundet med en grad af storbyfrustration, der synes mere eller mindre absurd i lille Danmark. Hos Joycehotel kan jeg kun føle distancen og det anspændte forsøg – og ikke nogen underliggende, melankolsk inderlighed.
Samtidig er den traditionelle instrumentering, hvor bas, guitar og trommer krydres med lidt percussion og keyboard, hørt bedre udnyttet før. Det er ikke, fordi Joycehotel ikke er dygtige og overbevisende musikere; de kan skam deres kram. Men den depressive storbyrock, der præsenteres på Limits er for svag og uoriginal.
Sangenes generelle opbygninger, hvor skrøbelighed ofte udvikler sig til støjkaskader er ganske velkomponerede, men bliver for ligegyldige og alt for undværlige. Som f.eks. pladens syvende skæring “Feel Nothing”, der starter ganske lovende med keyboard og vokal og senere hvirvler sig op i en mere nuanceret lydsfære, som dog aldrig rigtig når ind under huden.
Det samme er tilfældet med omkvædenes massive guitarkaskader. De er velspillede og overrumplende i glimt, men ikke stærke nok til at kompensere for de generelle indholdsmæssige mangler i længden.
Ydermere minder tekstuniverset lidt for ofte lidt for meget om Nephews ordkløverpostulater. Krampagtige, minimalistiske forsøg på at være lyriske coolkids ender i noget, der mest af alt minder om patetisk røvballerock. “Rorschack” er et fint eksempel. Frasen »Please don’t stop / Please just stop – talking,« der leveres med kølig spekulation, kan da ikke være ment seriøst?
Skal man fremhæve et par enkelte lysglimt på en plade, der er storbysort på den forkerte måde, må det blive mere afdæmpede numre som “Flame” og “Forever Summer”. Her kommer forsanger Kristian Funders stemme mere til sin egentlige ret, for han har faktisk en flot og følsom stemme, når bare han bruger den en anelse mindre anstrengt og en smule mere simpelt.
Joycehotel har med Limits lavet et kedeligt og uoriginalt rockudspil. Forsøger de virkelig at agere talerør for en distanceret, moderne ungdomsgeneration, mislykkes det. De udfordrer ingen grænser. Og for at vende tilbage til pressemeddelelsen går den kombination af “joy” og “hotel”, der skulle associere bandet med en androgyn sindstilstand af håb og længsel, ikke op i en højere enhed med de musikalske postulater.
