Jeg tog imod New Moon med blandede følelser. For det første ønsker jeg ikke, at det skal gå Elliott Smith, som det gik Jeff Buckley: en afdød kunstner, der ligger et sted under jorden uden nogen form for indflydelse på alle de opsamlinger, rodekasseoptagelser og liveindspilninger, der jævnligt udkommer mere end 10 år efter hans død. Det er en anelse for købmands-agtigt, og ikke særlig gavnligt for en kunstner, der udgav mesterværket Grace, men er på vej til at blive husket for en masse ligegyldigheder.
Lad os håbe og bede til, at folkene, der var omkring Elliott Smith, har så meget respekt for den afdøde, at de vil lade ham hvile i fred og lade New Moon være et værdigt punktum. For lad det være sagt med det samme: Det er en rigtig flot afskedsplade, der indeholder en samling sange af høj karat.
Det kan selvfølgelig diskuteres, om ikke to cd’er med i alt 24 numre er i overkanten, for kvaliteten falder en anelse mod slutningen af de mange sange, og cd 1 er helt klart et niveau over cd 2. Det betyder dog blot, at niveauet veksler mellem det fremragende og det gode. Men skærer man ind til benet, kunne New Moon have klaret sig med 15-17 sange, og så ville den have holdt et uhørt højt niveau.
Der er ikke de store stilmæssige overraskelser undervejs, snarere tværtimod, og den tre år gamle og noget skitseprægede In a Basement on the Hill, der også udkom posthumt, står på ingen måde som en naturlig forløber for New Moon. Man skal længere tilbage i kataloget, helt præcist til perioden 1994-97, hvor Smith og hans pladeselskab Kill Rock Stars under arbejdet med Either/Or og Elliott Smith ikke kunne finde plads til mange af de numre, som er på denne nye dobbelt-cd.
Elliott Smiths fine melodifornemmelse kommer rigtig til udtryk på New Moon, og den bæres mestendels frem af to ting. Akustisk guitar og Smiths vokal, som godt nok er virkemidler i den mere spinkle og afdæmpede afdeling, men forunderligt nok blæser Elliott Smith alligevel lytteren lidt omkuld, og det intense, fintfølende og uimodståelige udtryk betager og behager.
Det er svært at udpege højdepunkter eller specifikke elementer på New Moons første cd. Den er simpelthen fyldt med godbidder fra ende til anden, hvor man tydeligt fornemmer Smiths skrøbelige sind og mørke sider i et alkohol- og stoffyldt univers, der afspejler sårbarhed. Smith havde en unik evne til at omsætte sin tankevirksomhed til stærke tekster og var mindst ligeså ferm en melodi skaber. Skal man nævne bare et par enkle pletskud på New Moon, må “Talking to Mary” og “Go By” være kandidater, men konkurrencen er benhård.
Det sublime guitarspil er også værd at nævne. Det er nænsomt, men også hurtigt og skiftende mellem akkorderne. Det lyder legende let, men der er ingen tvivl om, at slidespillet og det hurtige fingerspil har krævet tid i øvelokalet.
Alt i alt er New Moon en rigtig god udgivelse. Bortset fra den syv år gamle og lidt overmalede Figure 8 kan man med sindsro investere i Elliott Smith-udgivelser, for han er og bliver en ener som sangskriver. Selv 24 mere end 10 år gamle sange fra overskudslageret overbeviser, og det må siges at være en kvalitet i sig selv.
Nogle har omtalt pladen som “en gave fra graven”, hvilket næsten lyder en tand for traumatisk. Omvendt er det jo et faktum, at Elliott Smith døde for fire år siden, og var han ikke død, er det tvivlsomt, om der overhovedet ville udkomme en New Moon. Man skal glæde sig over pladen og begræde hans alt for tidlige afsked med livet. Lad det være det næsten perfekte punktum for en sublim sangskriver.
