Rockfolk, freefolk, freakfolk og weird folk. Ja, kært barn har mange navne. Og nu får folk-genren måske endnu ét med det nyeste skud på stammen fra selskabet Leaf, Nancy Elizabeth. Med pladen Battle and Victory dykker Nancy Elizabeth tilbage til den keltiske folkemusik og blander den med indiske raffinementer. Det kommer der små mirakler ud af.
Lige fra de første spæde anslag på harpen fra åbningsnummeret “I’m Like the Paper” rammer mine høretelefoner fordufter mine mange fordomme om kvindelige synger-sangskrivere. Et strygerensemble laver en dyb bund og danner en fin kontrast til Nancy Elizabeths skælvende, men klokkeklare stemme. En bestemt energi, der sender ærbødige minder til 70’er-psychfolk-artisten Vashti Bunyan, svæver over albummet. Her er der en musiker, der forholder sig respektfuldt til folktraditionen og samtidig tør at opdatere den.
Ved næste nummer, “I Used to Try”, har jeg overgivet mig. Og jeg konstaterer, at der i den grad er plads til endnu en folkdronning. For det er svært ikke at blive indfanget i det univers, som Nancy Elizabeth bygger op af meget få midler. Det er især brugen af percussion, eller mangel på samme, der gør pladen stilsikker. Oftest består arrangementerne blot af harpe tilsat guitar, såsom i det fabelagtige titelnummer. Men en gang imellem forstyrres roen af nogle nærmest jungleagtige anslag på en stortromme. Det skaber et twist af dyrisk vildskab til det ellers fredsommelige landskab.
Med harpen, den sparsomme percussion og harmonikaen tilbereder Nancy Elizabeth en tilpas krydret ret, hvor den keltiske kulde går godt i spænd med de stærkere indiske krydderier. Denne usædvanlige blanding hører man bl.a. i “8 Brown Legs”, hvor den keltiske harpe og det indiske harmonium smelter sammen til et forrygende hypnotiserende arrangement.
Krydderi som metafor for en god gang originalt sammensat musik kan der tærskes langhalm på – det ved jeg godt. Men jeg beklager dybt, i denne sammenhæng kan man ikke undgå sammenligningen. Krydderier er et tema, som Nancy Elizabeth helt eksplicit selv har valgt at bruge. Som en blanding mellem en burlesk cirkusforestilling og en polsk polka får nummeret “Coriander” tilsat lige det ekstra krydderi til pladen, der gør, at den undgår at gå hen og blive for ensformig. Battle and Victory er nemlig 13 numre langt og ligger måske lige og tipper på grænsen til at være et nummer for langt.
Men Nancy Elizabeth redder den, hvilket frem for alt skyldes hendes ærlighed. Battle and Victory er et fremragende eksempel på, hvordan man kan lave en ny slags folkemusik på en gammel måde.
