Det er svært at skrive en anmeldelse af en plade, der hovedsagligt består af cello og vand. To numre. Der er ikke meget kød på.
Til at begynde med var amerikanske Aaron Martins cello-improvisationer lyddelen af et kunstværk på et kunstmuseum. Herefter tog hollandske Machinefabriek det i sine hænder og druknede det i vand og elektronik.
Det første nummer er kaldt “Cello Recycling”, og titlen giver god mening, for musikken kører i kreds som en bolsjemasse, der trækkes rundt og rundt og rundt. Det starter ud med lyden af dundrende undergrund, noget torden i horisonten. Vi bliver trukket rundt i en spiral, samtidig med at der foran vores ansigter er en sky af statisk støj. Den tårner sig på sin vis op, men står samtidig helt stille og knitrer.
Aaron Martin spiller på en kæmpe cello. Han kommer frem af den her tordensky som en gammeltestamentlig Gud og spiller foran os, mindst 10 meter høj. Det går frem og tilbage, hurtigt, knik-knak-knæk, og pludselig et bang-bang.
“Recycling” er statisk dirrende. Skyen skifter form, mens man kigger på den. Sådan er det også her. Man finder en tråd i musikken, holder fast i den og tænker “Det her er virkelig en mur af lyd foran ansigtet”, og mens man står dér og holder fast, er tråden pludselig forsvundet og har transformeret sig til noget helt andet.
Vandet kommer først til sin ret i andet nummer. Det hedder “Cello Drowning”, og det er sandelig, hvad også vi gør. Vandet bliver ved med at løbe, akkompagneret af skærende, desperat elektronik. Celloen tager til, og muren af statisk dirren toner frem igen. Celloen kører frem og tilbage, og lyden skaber billeder af arme, der strækker sig op over vandets overflade for at gribe fat i en redning, der ikke er der. Forestil dig en halvcirkel, der ligger ned, og så vugger den nærmest, så den ene side er nede, når den anden strækker sig opad.
Det er virkeligt klaustrofobisk med alt det vand. Selv celloens mørke strygende toner lyder som noget under vandet. Man kan komme til at tænke, at cello vitterlig er et instrument fra bunden af havet, og således bidrager også den “rigtige” musik med det “rigtige” instrument til klaustrofobien, til følelsen af at blive klamret ind af lyd.
Der skal meget til, før mørk ambient bliver andet og mere end et lydtapet. Man kan finde øjeblikke til Aaron Martin & Machinefabrik, en mørk, sen aften, en stille nat, en meget tidlig morgen før solopgang, spillet på høj volumen, så dronen og loopingen kryber helt ind under huden og ryster én. Der er muligheder.
På Machinefabrieks hjemmeside siges det, at pladen er et must for tilhængere af post-klassisk musik og ambient som Stars of the Lid. Hollænderen har måske ret. Den er god.
