The Sadies har valgt at lave en appetizer, “Introduction”, som indledning til deres, hvis man tæller det hele med, ellevte udgivelse, New Seasons. Et tempofyldt banjointermezzo skyder de 13 numre i gang, og man bliver varmet godt op, men på en eller anden måde virker strengelegen lidt besynderlig, og man kan ikke lade være med at tænke på nødvendigheden af en sådan intro. En intro til hvad? Noget nyt, noget gammelt, noget lånt eller noget blåt? En åben dør til et helt nyt univers, hvor bandet afstikker en ny kurs?
Nok nærmere det første, for man får nemlig ikke serveret en helt ny udgave af The Sadies, men derimod den gode gamle og velkendte canadiske cowboy-americana, som har præget deres udgivelser indtil nu, hvilket jo selvfølgelig befordrer en vis kvalitet, men man skal lytte endda godt efter for at kunne adskille de nye sange fra fx det forrige udspil Favourite Colours.
Måske lever bandet efter devisen “If it ain´t broken, why fix it”, og New Seasons holder da også et relativt fint niveau, hvor de banjoinspirerede sange gennemstrømmer en kollektion, der er præget af jævnheden og få udsving – man er så at sige tro mod konceptet, men pladen savner lidt sit eget udtryk, og det hæmmer helhedsindtrykket.
Tempoet holdes højt og energisk frem til pladens mellemste del, hvor eftertænksomheden og en mere lavmælt instrumentering tager over. Der er mange fine melodistykker gemt i både “Yours to Discover” og “Anna Leigh”, hvor guitarfladerne er gemt lidt af vejen til fordel for historiefortællingen.
Skal man forsøge at udpege noget, som afviger fra tidligere meritter, må New Seasons siges at indeholde et mere modent og solidt udtryk, der ikke lefler for ungdommens trang til at fyre den af. The Sadies har rigeligt med skyts på den front, hvilket sidste års liveplade In Concert – Vol. One meget tydeligt bevidnede, og der er skruet lidt ned for tempoet anno 2007. Om det bare er en lille puster, kan tiden kun vise, men banjoen triller mere moderat, og arrangementerne er blevet knap så heftige.
New Seasons indeholder relativt korte numre, og når tretten af slagsen kun fylder 35 minutter, efterlades der ikke megen plads til hurlumhej, og der er heller ikke noget ekstra eller fyldigt over New Seasons, men derimod et ærligt og redeligt koncept, der tæller ned fra fire, gør arbejdet, for så at gå videre til næste udfordring. Der bliver ikke kælet for detaljerne, men man har forsøgt at indfange noget reelt og elementært. Ikke for mange dikkedarer eller moderne tiltag, men tværtimod masser af retro, og det vinder pladen på.
Det er charmerende og let at forholde sig til. Pladen vækker ens interesse, for hver gang man afspiller den, og selv om banjoen kan irritere til tider, så er både den fyrige del af pladen, hvor rumklang og tremologuitarer virkelig sætter sejl, og den eftertænksomme del, hvor henslængte tanker og mørke skyer trækker sig sammen i takt med slæbende anslag, en manifestation i The Sadies’ evner som musikere, og det er svært ikke at glæde sig over.
Men skulle de få lyst til at gå på opdagelse i nye musikalske territorier, skal der ikke lyde nogen som helst kritik herfra.
