Hvis et enkelt pladeselskab kan gøres ansvarlig for den stigende mængde af finsk musik, som har ramt resten af Europa, så er det Fonal Records. Artister som Circle, Kemialliset Ystävät og Islaja har etableret de finske skove og søer som hjemstedet for en vildtvoksende kreativitet, der måske nok virker fremmed, men som ikke desto mindre – eller måske netop – har haft held til at skabe interesse på grund af sin særegenhed.
Bag selskabet Fonal gemmer sig en herre med navn Sami Sänpäkkilä – og på coveret af Sateenkaarisuudelma / Pianokaari / Maailmankaari står han fascineret og kigger på de regnbuer, der vælter flydende ud fra håndfladerne og rundt om hans hoved. Es er Sami Sänpäkkiläs musikalske projekt, og Sateenkaarisuudelma / Pianokaari / Maailmankaari er hans fjerde album.
Albummet er en massiv omgang med 80 minutters musik fordelt på to cd’er; musik der er skrevet gennem tre år og på flere kontinenter. Der er stort set ingen musik på albummet, som ved normal volumen ikke kan overdøves af en helikopter eller skraldemanden. Es’ styrke ligger i stedet i de lavmælte og langtrukne paletter, som præger størstedelen af numrene.
“œSateenkaarisuudelma” betyder noget i retning af regnbuekys, og de tre første numre på albummet er tre forskellige former for velkomstkys, der byder lytteren indenfor og blidt introducerer os til den musikalske rejse, der sagtens kan få tankerne til at svæve frit af sted – det er nemlig oftest sådan, Es’ musik i al sin afdæmpethed virker. Den første del er den mest vokal-prægede på hele albummet. En mand og kvinde synger en form for langstrakt hyldest på en bund af klaver i blot halvandet minut.
Del to og tre består henholdsvis af en blid malstrøm af cello og guitar og et orgel, der gennem otte minutter på forskellig vis bruger de blideste penselstrøg til at frembringe sine vibrerende, flydende toner. Det hele virker retrospektivt opbyggende til “Harmonia, rakkautta”, der gennem 22 minutter episk-melodisk kæler for ørene med guitar, klaver og lyden af bølger, der brydes mod en ukendt kyst. En saxofon bliver mere og mere aggressiv uden nogensinde at miste hverken melodien eller kontrollen. Cirka halvvejs tager guitaren mere over og lægger en væg af lyd, som klaveret og lytteren kan hvile sig op ad. Det bliver aldrig hverken bedre eller mere melodisk på Sateenkaarisuudelma / Pianokaari / Maailmankaari.
Mens første halvdel af albummet overordnet set er harmonisk, bliver Es mere fremmed og skærende på “Maailmankari”-numrene. Maailmankaari betyder verdens bue, og de to dele er optaget i Boston med hjælp fra medlemmer af Black Forest/Black Sea. Cello og guitar er meget kraftigere her, og klokker kombineret med mørke, dissonante vokalharmonier danner et ubehageligt musikalsk rum.
“œPianokaari” lukker og slukker albummet med kraftigere klaver end på “Harmonia, rakkautta” samt æterisk og i nogen grad abstrakt vokal af Sami Sänpäkkilä selv. Det virker rodet i begyndelsen, hvor musikkens elementer ligesom famler sig igennem minutterne – men klaveret og vokalen falder efterhånden i hak som en form for psych-march, hvor begge parter ligesom har set hinanden an og ved, hvordan de følges bedst ad for lytterens bedste. Oven på famleriet er effekten ekstra kraftfuld, og det fungerer godt ovenpå de mørke dele af Sateenkaarisuudelma / Pianokaari / Maailmankaari.
Med en længde på 80 minutter er albummet mere end overvældende – ja det er egentlig for langt til at kunne overskues som et værk i én gennemlytning. Men hvis man giver det tid og lytter til de to halvdele separat, hvilket de sagtens tåler, så er især den første halvdel af Sateenkaarisuudelma / Pianokaari / Maailmankaari fyldt med musik, der for hver lytning åbenbarer nye detaljer og tillader de repeterende brudstykker at give hinanden ny mening igen og igen.
