For øjet, der ser, er indpakning og cover en væsentlig faktor, når det samlede æstetiske indtryk af en cd skal vurderes, og danske Maborosi mestrer den kunst til fulde. Deres debutalbum No Time Wasted er yderst smagfuldt og originalt pakket ind, og her giver bandet fuld valuta for pengene. Men hvad nytter dét, hvis ikke indholdet følger med?
Her har Marobosi et lille problem, for deres stilfulde og kreative tanker har desværre mestendels fået lov til at gå på opdagelse i den form for kunst, der ikke har noget med musik at gøre, og den forventningsfulde glæde, der opstår ved oppakningen, forsvinder lige så stille, i takt med at musikken spiller.
Maborosi spiller behagelige og melodiske rocknumre, der må siges at være inspireret af 1970’erne. Lette at nyde, ligefremme og helt ufarlige. Det er der i og for sig heller ikke noget forkert i, men Maborosi er alt for upersonlige, og der er ikke skyggen af kant i deres ellers flot producerede plade.
Pladen indledes ellers godt af den rolige “Cocoon”, der giver store forhåbninger til de efterfølgende numre. Nummeret, der lyder som lydsporet fra filmen Billy Elliot, vokser sig større og større, og rammer noget helt rigtigt i finalen, som både er rustik og episk.
Men desværre indfrier bandet ikke det potentiale, “Cocoon” giver løfter om. Det er, som om glamguitaren gennem resten af No Time Wasted kun spiller for halv kraft, og det hele lyder alt for pænt. Trommerne slår stille og roligt takterne, harmløse strygere glider stille og roligt ind mellem piano og lidt Baal-klingende crooner vokal.
Det slår ingen mand af hesten, men i stedet lyder pladen som et soundtrack til en søndag på Café et-eller-andet, hvor man nyder de bløde toner, mens kaffen eller chokoladen luner. Der mangler i høj grad noget særegent og lidt desperation i kompositionerne. Tobias Buch-Andersen har i høj grad et stemmebånd, der kunne bære de store følelser op på et helt andet plan. Men det nytter ikke ret meget, når det hele lander i den bløde høstak.
No Time Wasted er på alle måder godt gennemarbejdet og sine steder ganske fængede. Det samlede indtryk er homogent og helstøbt, men også helt ufarligt. Bandet holder sig sikkert i inderbanen og forsøger sig aldrig med en lille dristig manøvre, der kunne få sangene et helt andet sted hen. Musikken appellerer lidt for meget til det radiovenlige, og det giver selvfølgelig det nødvendige smør på brødet, men så heller ikke mere.
