Der er noget for enhver smag på det første album fra den canadiske trio No Kids. Men i stedet for at være et eksperimenterende album, der nedbryder musikalske genredefinitioner og konventioner, fremstår albummet som én stor rodebutik, hvor de talentfulde musikere ikke har kunnet blive enige om, hvilken retning deres fælles værk skulle vende sig.
Allerførst tillader jeg mig derfor, at plukke ud hist og her fra albummet for finde frem til de godbidder, der trods alt gemmer sig i virvaret. Det starter saligt med sarte violinstrøg og enkle anslag på klaveret i nummeret “Great Escape”. En varm, trøstende stemning udspringer af sanger Nick Krgovichs spinkle stemme, der fremkalder tanker om tusmørke, Kina og pladderromantiske film. Hvis det ellers er en accepteret accosiationsrække…
“For Halloween” er tydeligvis tænkt som albummets hit. Det er simpelt, poppet og på sin vis også godt. Omkvædet er til at synge med på: »uuh, uuuh, uh, uh, uh.« At det så bliver krydret med uheldige fraseringer og understøttet af en irriterende bund af syntheziser-blæver, er en anden sag.
Rodede fraseringer er et kendetegn for pladen. Ofte skal fraserne lige tilføjes en ekstravagant krølle, der gør, at man som lytter længes efter den simple lige linje og fremdrift i sangen. Det bliver især angstprovokerende i et nummer som “The Beaches Are Closed”, hvor r’n’b-stilen for alvor bliver altoverskyggende. En smørstemme a la Justin Timberlake smyger sig væmmende over ligegyldige beats. Frem for alt lyder det som en billig produktion, hvor en eller anden fyr fra et Popstars-program har vundet en pladekontrakt, udelukkende fordi han er god til at danse.
Alex-stilen fortsætter på en stor del af numrene. Desværre. For i numre som “I Love the Weekend” og “The Puddle” viser No Kids sit potentiale. Som i en musikalsk legestue er alle instrumenter hentet frem, og børnene hamrer og blæser i ustyrligt tempo på alt, hvad de kan få lyd ud af. Nogle gange får man fornemmelsen af, at der ikke er nogen videre mening med galskaben, men det står i skyggen af den gedigne underholdning og vitalitet, som legen frembringer.
Genrefesten på Come Into My House bliver tilsat nok et morsomt indslag. For at sætte endnu mere kompleksitet til det allerede eksisterende kaos iklæder No Kids sig pludselig ens klædedragt og dertilhørende bowlerhat. Cirka halvvejs inde i pladen transformerer No Kids sig nemlig om til et vokalensemble, som man ikke har set mage til siden The Mills Brothers. Med nummeret “Four Freshmen Locked Out As the Sun Goes Down” giver No Kids os en lødig a capella-version, der uden tvivl ville fremkalde begejstrede klapsalver, hvis sangen blev fremført live. Men hvad nummeret har at gøre på pladen, står uvist hen.
Der er med andre ord nok at komme efter på Come Into My House. I hvert fald hvis man er den type, der elsker at spendere uanede mængder af tid på at gå og rode i store bunker, ud fra overbevisningen om, at fangsten nok vil dukke op før eller siden. Den legesyge iver efter at jonglere med musikken er smittende hos No Kids, men numrene giver lytteren snarere lyst til selv at have været en del af legestuen frem for at skulle være den sure pædagog, der er nødt til at få orden på tropperne for at finde den mindste mening med den ligegyldige galskab.
