“040805
Action Biker live at the Pop Revo 04 festival at Musikcaféen in Aarhus, Denmark on the 10th of September. During this autumn, a minialbum will also be released on the swedish label Planekonomi.
041217
The expected minialbum has developed into a whole album, and it will be released by Planekonomi sometime during the winter.
050509
The coming album will be released by brittish W.I.A.I.W.Y.A. instead of Planekonomi and will be out later this year. Probably this autumn.”
Og dér slutter nyhedsopdateringerne så på svenske Sarah Nyberg Pergaments ret så forladte hjemmeside. Engang i 2005 opgav hun debutalbummet og lagde sit Action Biker-projekt i dvale. Hun holdt gang i sideprojekter som Flow Flux Clan og The Dreamers, der sidste år udsendte det ikke alt for ophidsende album Day for Night. Men sit soloforetagende havde hun ikke lyst til længere.
I foråret fortalte hun Dagens Nyheter, at den store opmærksomhed, som hele indie-Sverige for tre-fire år siden rettede mod hende, blev for meget. Hun fik det bedre med at sige nej end ja til at spille koncerter, og langsomt forsvandt tørrede navnet Action Biker ud på alles læber.
Men lige pludselig har hun så nu udsendt det debutalbum, alle ventede så længe på, at de til sidst glemte det. Et album, der ligger godt i tråd med den legesyge stil, som f.eks. den ovenfor nævnte Pop Revo-koncert fik masser af folk til at snakke om. Men selv om Hesperian Puisto byder på legende, naivistisk electropop, er der en anderledes ro og sfærisk skønhed hos Nyberg Pergament anno 2008.
Og det ville være helt urimeligt at hævde andet end, at den unge svensker har en udsøgt lys stemme. Den er endog så smuk, at Nyberg Pergament slipper af sted med på store dele af pladen at lægge adskillige lag af svævende vokal oven i hinanden, uden at man får for meget. Både i “Frosty Snow Winter” og titelnummeret giver det tværtimod virkelig indtagende resultater, at hun lader vokalfladerne glide rundt mellem hinanden kun understøttet af skrabede synthtoner og en spartansk trommeprogrammering.
Netop de nedbarberede rytmespor sender klare hilsner til Young Marble Giants, og når Nyberg Pergament så tilmed kan skrive smægtende og luftige synthpopsange som “Love for Sure” og “Refridgerator”, burde vejen være banet for en rigtig fin plade.
Så godt går det desværre ikke. Pladens opbygning gør nemlig, at den føles utrolig fragmentarisk (hvilket det faktum, at de 14 numre kun varer 28 minutter, giver en indikation af) – så fragmentarisk, at det er svært at holde så meget af de gode sange, som man nok burde.
Tre af de 14 numre varer mindre end et minut og fungerer højst som en art små vignetter. Uanset hvad tanken er med dem, ødelægger de pladens flow ret grundigt. Ikke at det er overvældende stærkt i forvejen: På trods af at lyduniverset er ganske identisk hele vejen igennem – trommemaskine, analog synth og vokal – er der et par kolossale spring mellem de enkelte numre. Det 34 sekunder lange “Dance to Keep From Crying”, der lyder som et af de irriterende fødselsdagskort med indlejret musik, som sjove onkler sender, afløses eksempelvis af det overraskende bastant dansable “ICA Lappis”.
At “ICA Lappis” viser sig at være et ganske glimrende, sødladent popnummer, understreger en pointe, der på sigt virker opmuntrende, men i nuet er ret irriterende. Sarah Nyberg Pergament skriver nemlig gode og ganske ofte også fængende electropopsange – når hun ellers lader sangene blive til mere end skitser. Det er belastende, at hun med sin debut spiser os af med dét, der i virkeligheden ikke er mere end en velvoksen ep. Godt nok rummer Hesperian Puisto bestemt indtagende charme, men den er smurt lidt for tyndt på.
Imidlertid giver det grund til optimisme, at der efter alt at dømme er basis for, at Nyberg Pergament næste gang kan lave en plade fyldt med søde, naivistiske popsange. Det kræver bare, at hun ikke giver op midtvejs.
