Plader

Crystal Castles: s.t.

Skrevet af Camilla Glintborg

Canadiske Crystal Castles har nydt godt af mediernes hype siden sidste år. På debutalbummet skaber de en god balance mellem vanvittige Nintendo-lyde og gode popmelodier, og det gør bandet til et yderst underholdende bekendtskab.

Hvis man er ivrig bruger af musikmedier som amerikanske Pitchforkmedia og engelske NME, er hypen omkring Toronto-baserede Crystal Castles højst sandsynlig ikke fløjet forbi éns næse.

Bandet, bestående af Ethan Kath og Alice Glass, så dagens lys allerede i 2003, men det var først to år senere, at nummeret “Alice Practice” blev uploadet på datidens gigantsucces, Myspace, og skaffede de to canadier en velfortjent pladekontrakt samt en masse omtale i diverse medier i 2007. Her blev de flere steder, grundet deres legende og elektroniske tilgang til musikken, sat i forbindelse med de seneste års frygtindgydende æra – den såkaldte “new rave”.

Om der nogen sinde var nogen, der fandt ud af, hvad det begreb helt præcist dækkede over, andet end lidt for meget neonfarvet beklædning og glow sticks, er svært at sige. Men at sætte Crystal Castles i bås hér er mangel på musikalsk indsigt og alt for nemt. New raven forsvandt, før den nærmest var begyndt, og Crystal Castles spiller stadig – endda i bedste velgående og med stadigt voksende succes.

Med deres selvbetitlede debutalbum beviser de da også, at de er kommet for at blive. Pladen er lidt af et virvar, og her hersker et kæmpe forbrug af sindssyge lyde, der er som taget ud af et Nintendo-spil fra 80’erne. Herefter er det krydret med en veldoseret mængde af forvredet kvindelig vokal.

Umiddelbart lyder det for nogle som en kombination, der meget nemt kan være dømt til at fejle. Det skal indrømmes, at Nintendo-kaos ikke er et af de mest appellerende ord, men Crystal Castles formår på det 16 numre lange album alligevel at bevise deres værd ved at tilsætte en god portion dansable 4/4-beats og lyttevenlige, catchy popmelodier til deres særprægede univers.

Det iørefaldende er faktisk også allerede at finde på første nummer “Untrust Us”, der hiver lytteren ind i et digitalt drømmeland. Beatet er simpelt, mens vokalen er forvrænget, men blid og inderlig, idet den ihærdigt prøver at fortælle historien om, at »la cocaina no es buena para su salud« (kokain er ikke godt for dit helbred).

Drømmeverdenen bliver dog knust og det seriøse budskab glemt efter ca. 3 minutter og bliver i stedet afløst af det føromtalte virvar i form af “Alice Pratice”. Det tiltalende beat er der stadig, men tonen er anderledes hård og befalende, og for første – men bestemt ikke sidste – gang henledes tankerne på de gode gamle dage, hvor man sad med en Game Boy mellem hænderne og forsøgte at få Mario til at samle så mange mønter som overhovedet muligt.

“Crimewave” optræder i original udgave på bandet HEALTH’s geniale, selvbetitlede debutalbum fra sidste år, men er også at finde på Crystal Castles’ plade, blot i en remixet udgave. Det er det eneste remix, der er at finde på albummet, men repræsenterer deres evner inden for det felt helt fabelagtigt, da det beviser, hvor gode de helt præcist er til at blande det oprindelige med deres egen lyd. “Crimewave” forvandles altså således fra at tilhøre noise-genren til at blive et nummer, der kan spilles enhver aften, hvor dans er en del af planen.

Resten af pladen fortsætter i samme stil, men efter endt lytning kan man alligevel ikke lade være med at sidde tilbage med en fornemmelse af, at den havde sit vilde klimaks på “XXZXCUZX Me”, der går helt i selvsving med distotions, over-the-top-trash, og larm i alle dens afskygninger. Ikke dermed sagt, at de resterende numre ikke lever op til dét niveau, som de første par numre sætter – “Air War” og “Love and Caring” er trods alt nærmest efterhånden klassikere, og slutnummeret “Tell Me What to Swallow er også en behagelig overraskelse – men 16 numre er altså ret lang tid at være fuldstændig fokuseret, og det kan være lidt svært i sidste ende ikke at tabe noget af opmærksomheden, da albummet godt kan blive en smule ensformigt.

Crystal Castles får altså derfor ikke det sidste halvandet U, men man kan håbe på, at de udvikler sig lidt, inden de begiver sig ud i “den svære to’er”. Eller i det mindste ønske sig, at de tager lidt færre sange med på albummet. Så kunne det godt gå hen og blive fuldkomment.

★★★★½☆

Leave a Reply