Britiske Guillemots sparer bestemt ikke på hverken over- og undertråden, når de syr deres musikalske kludetæpper. Bandet har et sjældent talent for at danne hybrider baseret på et utal af genrer. Deres debut, Through the Windowpane, var et særdeles vellykket forsøg i den retning og så absolut et af forrige års bedre udgivelser fra øen i Nordsøen. Pladens skævheder og fantasifulde improvisationer gik hånd i hånd med et stærkt melodimateriale, og der var meget højt til loftet.
Guillemots sigter stadig højt, her godt to år senere. Red hedder næste bud på et patchwork-kompositorisk poprockalbum, og der er ikke sparet på noget som helst. Pladen stikker i alle mulige retninger, og der skal holdes godt fat for at kunne orientere sig.
Rutchebaneturen starter med den Melodi Grand Prix-inspirerede “Kriss Kross”, der lyder som et hvilket som helst østeuropæisk bidrag til ovennævnte sangkonkurrence. Der er noget ‘1000 og 1 nat’ over det eksotiske beat samt synth- og strygertonerne, som får tæerne til at krumme sig en anelse sammen. Omkvædet, der minder om et bedre James Dean Bradfield-track, er i og for sig helt ok, men som musikalsk hybrid fungerer det ikke specielt godt.
Tempoet er til tider meget højt, og snedigt sat sammen med lige dele samples og mere klassiske dyder a la guitar, tromme og bas. Red er klart mere poppet end deres førnævnte debut, og det George Michael-inspirerede “Big Dog” kører hele popplanken ud, hvilket blot skaber endnu en orienteringsforvirring i den i forvejen lidt kaotiske begyndelse på Red.
De mere rolige numre, “Falling Out Of Reach” og “Words” giver mere plads til Fyfe Dangerfields vokal, der allermest minder om en øm Rufus Wainwright, og numrene er sårbare og stærke i deres enkelhed, hvor fokus er rettet mod sangen og ikke så meget mod at skabe et mangefacetteret lydbillede.
Der mangler en rød tråd i hele molevitten, og der er alt for meget rod i suppedasen af powerpop-numre. Det samlede indtryk af Red er, at albummet er innovativt og velspillet, men også usammenhængende og rodløst – på trods af at bandet har søgt en langt mere mainstream-poppet tilgang til både arrangementer og kompositioner.
Falsetvokalen fra Dangerfield er visse steder et stort aktiv, og i “Standing on the Last Star” giver han da også gode eksempler på dette, uden at det kammer over, men generelt set får bandet ikke udnyttet hans vokal ret godt på Red.
I stedet fremstår pladen lidt identitetsforladt med en generel mangel på intensitet. Ideerne er mange – for mange – og man kommer let til at tænke, at bandet må have været nødt til at lave en masse kompromisser i stedet for at udstikke en kurs og en kreativ retning. Et nummer som “Don’t Look Down” starter f.eks. ganske afslappet og sine steder hypnotisk afstemt, men flipper mere eller mindre ud midtvejs og lander tungt og klodset i stedet for at udnytte den glimrende skabelon, det blev bygget op omkring.
Forgængeren var også bygget op omkring en helt masse dele og musikalske ideer, elementer og strukturer, men i forhold til det nye udspil kunne man orientere sig, og numrene fik lov til at udvikle sig uden anmassende tiltag. Få veje endte blindt – det kan man desværre ikke sige om Red, som er lidt af en skuffelse.
