Selv om fredag har potentiale til at blive en lang dag (og nat), kan det ikke hjælpe noget at brænde alt krudtet af. Lørdag er nemlig ubetinget årets stærkest besatte dag – faktisk i en sådan grad, at man kan blive forpustet bare af at skimme programmet.
Åndenøden skyldes bl.a., at der er musikalske godbidder nærmest fra morgenstunden. Kl. 12 indtager det kenyansk-amerikanske band Extra Golden Pavilion-scenen, og blandingen af afrikanske rytmer og mere vestligt-klingende rock kan meget vel give en forfriskende start på dagen. Det bliver næppe en Konono no. 1-dansefest eller lige så overrumplende udknaldet som sidste års Akron/Family-show. Det er snarere betegnende, at Extra Golden hører til hos selskabet Thrill Jockey, der (blandt meget andet) har en forkærlighed for grænselandet mellem jazz og postrock. I Pavilion-teltet er der altså mulighed for at komme ganske blidt i gang med dagen.
Er man mere hårdfør og har mod på grænsesøgende sager, kan svenske Wildbirds & Peacedrums og deres 12.30-koncert i Astoria-teltet måske være værd at frekventere. Deres debutplade fra 2007, Heartcore, er en uhyrligt svingende sag, og selv om højdepunkterne er fine, er pladens værste svedehytte-trip så slemme, at jeg stiller mig temmelig skeptisk over for duoen. Diverse anmeldere hævder imidlertid, at Wildbirds & Peacedrums er meget intense live. Dét kunne godt overtale mig til at give ægteparrets freakfolk en chance til.
… hvis det altså ikke lige var sådan, at Sverige har andet (og i mine ører bedre) at byde på cirka samtidig. Kl. 13 spiller Erik Levander nemlig i Lounge-laden, og med det lange program, der venter forude denne lørdag, virker det meget tillokkende at kunne ligge i fint (og forhåbentlig knastørt) sand og nyde Levanders evne til at lade akustiske toner og knasende digitale støjmoradser kollidere.
14.30 er spilleplanen endnu en gang blå-gul. José González lister ind på Odeon-scenen, og det bliver helt sikkert mere rent & pænt end Levanders show. González har et uafviseligt talent for at skrive prunkløse og rørende folksange, og hvis han undervejs lever op til sit renommé som en fantastisk fortolker, kan der meget vel falde et par mindeværdige coverversioner af. Jeg bliver imidlertid ikke hængende til hele koncerten, for kl. 15 spiller amerikanske Daniel James alias Canon Blue i Lounge-laden. Da hans debutalbum, Colonies, udkom sidste år, var jeg tilbøjelig til at tage del i den brede enighed om, at pladen var fin, men også lidt for anonym. Siden har pladen imidlertid ramt mig, og selv om jeg sagtens kan høre, at blandingen af folkpopsange og electronica-elementer ikke er revolutionerende, har Colonies alligevel langt hen ad vejen en indtagende skønhed over sig: sfærisk og (i mangel af et mere præcist udtryk) højstemt på en underspillet måde. Kan James genskabe det udtryk live, venter en rar oplevelse.
Om ikke andet, så kan Canon Blue-koncerten udgøre en meget passende optakt til et band, som amerikaneren på flere måder er forbundet med. Ikke nok med, at Colonies til tider minder om Efterklang – albummet er også udgivet på det danske bands label, Rumraket. Kl. 16 er der al mulig grund til at være i Astoria-teltet, for Efterklang er efterhånden blevet et imponerende godt live-band. Ved Pop Revo-festivalen i Århus i maj spillede de et særdeles medrivende show, der viste, at de med tiden har fundet deres helt eget frugtbare krydsning mellem yndefuld storladenhed og en intens fokusering på smittende rytmeforløb.
Så bliver der tid til at puste ud, og det kan der blive brug for, thi nu bliver programmet virkelig komprimeret. Kl. 18 skal den anmelderroste hiphopper Cadence Weapon tjekkes ud. Det bliver forhåbentlig en pågående omgang med skurrende synths og masser af energi. Fra Pavilion må man derefter af sted i rask trav (mens man desværre overser Joan As Police Woman), for fra kl. 19 troner soul-legenden Solomon Burke på Arena-scenen. Sådan en stemme skal opleves – det kan ikke diskuteres. Til gengæld kan man sagtens ende med at skulle debattere indgående med sig selv om, hvordan de følgende timer skal tilbringes.
For seks år siden spillede The Notwist så fremragende en Roskilde-koncert, at det er svært at lade være med at troppe op i Astoria-teltet kl. 20 for at se, om de atter en gang kan ruske grundigt op i deres normalt afdæmpede sange. Det bliver imidlertid mindst lige så vanskeligt at undgå, at tankerne undervejs længes tilbage til Arena. For her sker dét, som mange længe har ønsket sig, men som ingen troede muligt: My Bloody Valentine spiller en af deres første koncerter i 16 år. Hvis setlisten ligner den, Kevin Shields og co. diskede op med ved deres koncert i London for to uger siden, er der intet i vejen med at turde forvente en forrygende koncert. Heller ikke selv om bandets (hidtil) sidste album, Loveless, med tiden er blevet talt op i så mytologiske dimensioner, at det næsten ikke kan bære vægten. Og skulle koncerten ende med at være en flad omgang, har man i det mindste set girafferne.
Vælger man My Bloody Valentine, fravælger man et andet af de helt store navne. I hvert fald misser man med al sandsynlighed den første times tid af Neil Youngs koncert på Orange, der begynder 21.30. Jeg har ikke noget nostalgisk forhold til Young, så jeg ærgrer mig mindst lige så meget over, at My Bloody Valentine-koncerten til dels overlapper med Albertslund Terror Korps. Kid Kishore og VJ Cancer pumper benhård, men som oftest også ganske humoristisk “Danish ghetto digital hardcore”, som de selv kalder deres musik, ud over de sagesløse masser foran Pavilion-scenen kl. 22, men det kan blive vanskeligt at nå.
Et show, der bestemt ikke skal misses, er Girl Talks. Gregg Gillis indtager Cosmopol kl. 23 og serverer med statsgaranti en medrivende hitparade. I disse år er der ganske mange kunstnere, der dyrker mash-up-genren, men det er de færreste, der går så minutiøst til sagen som Gillis. Hans netop udgivne album Feed the Animals indeholder en helt abnorm mængde samples fra alskens pop- og hiphop-klassikere samt dugfriske radiohits – sat sammen til et festmix anno det 21. århundrede: umådeligt rastløst i sin zappen og frem for alt sjovt og uforpligtende.
Ved midnatstide må man tilbage til Pavilion, hvor Liars spiller. Newyorkerne har på deres fire fuldlængdeplader været omkring både krautrocket dansepunk, messende stammetrommer og fræsende støjrock, og hvis de leverer en eller anden art blanding af dén treenighed og er lige så energiske, som de har ry for, kan det blive et drøn af en koncert.
Der er basis for, at næste programpunkt bliver en dundrende fest. De to dubstep-stjerneskud Skream og Benga optræder sammen under navnet Magnetic Man kl. 01.30 på Cosmopol, og der bliver rigeligt med tung, tung bas.
Er man mere til at slutte en helt urealistisk tætpakket lørdag af med noget god gammeldags rock, er der to muligheder for simultant at være nutidig og nostalgisk. Kl. 2 stikker Black Mountain rødderne laaaangt ned i 70’ernes heavy- og progrock på Arena, mens No Age samtidig står i gæld til næsten ethvert støjrockband, du kan komme i tanke om, på Pavilion-scenen. Begge dele lyder som en direkte vej til at få renset hoved og krop grundigt efter en nærmest endeløs dag.